Politik

Har du valgt din faggruppe? Få indflydelse og tilbud, der passer til dit musikerliv

Husk at vælge dine faggrupper på MitDMF. Det tager kun få minutter, og du er med til at sikre, at din faglige virkelighed bliver repræsenteret i Dansk Musiker Forbund. Og du kan vælge lige så mange faggrupper, du vil.

Musikeres arbejdsliv er forskellige. Nogle underviser, andre spiller i orkestre, optræder som artister eller arbejder som freelancere. Mange kombinerer flere forskellige roller i løbet af deres arbejdsliv. 

Derfor har Dansk Musiker Forbund fem faggrupper, der samler medlemmer på tværs af deres faglige interesser og arbejdsvilkår. Faggrupperne skal både gøre medlemskabet mere relevant for dig og sikre, at forskellige typer af musikere får en stemme i deres fagforening. 

Faggrupperne får indflydelse i hovedbestyrelsen 
Med den nye organisering har faggrupperne en direkte plads i Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse. Det betyder, at du bliver repræsenteret, når der træffes beslutninger om forbundets politiske arbejde og fremtidige retning. 

Når du vælger din faggruppe, er du derfor med til at styrke repræsentationen af netop dit fagområde. Jo flere medlemmer der er tilknyttet de relevante faggrupper, desto bedre kan forbundet få indblik i medlemmernes forskellige arbejdsliv og interesser. 

Du får også lettere adgang til nyheder, arrangementer, kurser og andre aktiviteter, der er relevante for dit fagområde. 

Du behøver ikke vælge mellem dine faglige roller 
Det er helt forståeligt, hvis du har svært ved at vælge én faggruppe. Som musiker kan du sagtens være både udøvende artist, underviser og freelancer. Måske spiller du også i et orkester eller synger i et kor. 

Derfor kan du vælge lige så mange faggrupper, som du har lyst til. Du vælger blot én som din primære faggruppe, mens de øvrige bliver dine sekundære faggrupper. 

Din primære faggruppe har betydning for, hvor du har stemmeret, når der næste gang skal vælges repræsentanter til hovedbestyrelsen for faggrupperne. I alle de faggrupper, du derudover vælger, kan du få glæde af de relevante aktiviteter og tilbud. 

Du kan altid ændre dine valg, hvis dit arbejdsliv udvikler sig. 

Mød dine faggrupperepræsentanter 
De fem faggrupper har hver deres repræsentant, som skal være med til at bringe medlemmernes faglige perspektiver ind i Dansk Musiker Forbunds arbejde. 

Artister & Solister: Thomas Buttenschøn 

Vækst: Katinka Kamp 

Musikundervisere: Kim Schulz Jensen 

Freelancere: Martin von Seelen 

Orkestre, Kor & Ensembler: Paul Frederiksen 

Sådan vælger du dine faggrupper 
Det er nemt at vælge dine faggrupper, og det tager kun få minutter. 

Log ind på MitDMF med MitID. 

Vælg den faggruppe, der passer bedst til dit primære arbejdsliv. 

Tilføj de øvrige faggrupper, du også arbejder inden for eller interesserer dig for. 

Har du ikke valgt dine faggrupper endnu, så gør det i dag. Det styrker både din indflydelse i Dansk Musiker Forbund og muligheden for at få et medlemskab, der passer til netop dit musikliv.