Gateway Music får ny direktør
Gateway Musics mangeårige direktør, Mette Ellebye-Larsen, har valgt at gå på pension, og den 1. marts tiltræder hendes efterfølger; 38-årige Mads Kjærgaard. Han kommer fra en stilling som 'Head of Talent Community & Sr. A&R Manager' hos Warner Music Denmark og glæder sig til samarbejdet.
"Jeg er glad og spændt på dette samarbejde - og ikke mindst med muligheden for, i samarbejde med Gateway Musics dedikerede ansatte, bestyrelse og DMF i øvrigt, at skulle udvikle selskabets fremtidige rolle i det danske musiklandskab," siger Mads Kjærgaard og fortsætter:
"Forbundet og Gateways betydning bliver bestemt ikke mindre i disse år. Jeg ser frem til, at vi i Gateway Music kan sætte vores mærkbare aftryk og motiveres personligt af bestyrelsens lyst til udvikling og fokus på væsentlige og vigtige værdier. Derudover glæder jeg mig især til at møde og snakke med medlemmer og musikere rundt om i landet, som jo er dem, vi lige præcis er til for.”
Søs Nyengaard, der både er forperson for Gateway Music og for Dansk Musiker Forbund ser også frem til samarbejdet:
"Vi i bestyrelsen hos Gateway vil gerne byde Mads Kjærgaard velkommen som den nye direktør for Gateway Music. Vi mener, at Mads har de helt rette egenskaber til at videreudvikle og styrke Gateway Music og glæder os meget over, at vi kunne tiltrække en så stærk profil som Mads, der har arbejdet mange år i branchen og som kommer direkte fra en stilling hos Warner Music. Vi var i total harmoni med de værdier, som Mads selv står inde for og som ligger fuldstændig op ad de værdier og målsætninger, bestyrelsen ønsker for det fremtidige Gateway Music, fastslår Søs Nyengaard og tilføjer:
"Vi glæder os til at have Mads ombord som den nye direktør for Gateway Music og som en meget velkommen DMF-samarbejdspartner fremover."
I næste nummer af fagbladet MUSIKEREN kan I læse et længere portræt af Gateways afgående direktør, Mette Ellebye-Larsen. Hun blev headhuntet til stillingen som direktør for Dansk Musiker Forbunds nye distributionsselskab i 2005 og har sammen med sine ansatte bygget Gateway Music op fra bunden og skabt et velrenommeret distributionsselskab, hvor man bevarer alle rettigheder selv, kan opsige aftalen når som helst og får totalrådgivning om musikudgivelse.