Forlig indgået på musikskoleområdet og landsdelsorkesterområdet
Herunder kan du læse detaljerne om forliget på henholdsvis musikskoleområdet og landsdelsorkesterområdet:
Forlig på musikskoleområdet
Dansk Musiker Forbund har i FMM-regi indgået forlig med KL om nye overenskomster og aftaler for musikskolelærere og -ledere for perioden 1. april 2021 – 31. marts 2024.
Udover det generelle forlig med bl.a. 5,29 % til forventet generelle lønstigninger over de kommende 3 år til alle ansatte indebærer forliget på musikskoleområdet bl.a. følgende:
Musikskolelærere:
For musikskolelærere hæves grundlønnen pr. 1. april 2022 med fuldt gennemslag fra løntrin 28 + 1000 kr. til løntrin 28 + 1500 kr årligt. Garantiløntrin for musikskolelærere, jf. overenskomsten 7, stk. 2 på hhv. trin 34 og 40, hæves tilsvarende med 500 kroner årligt.
Pensionsbidrag for musikskolelærere forhøjes pr. 1. april 2022 med 0,43 % fra 16,18 % til 16,61 %.
Der er bl.a. indgået følgende justeringer i aftale om arbejdstid for musikskolelærere:
- Indførelse af fast årsnorm på 1924.
- Ret til opgaveoversigt 4 uger inden normperiodens begyndelse og forud for udarbejdelse af opgaveoversigten skal leder og lærer drøfte de forventede opgaver for læreren i normperioden.
- Forbedring af overenskomsttekst i forhold til ændringer i normperioden, opgørelse ved fratræden og medtagelse af selvtilrettelagt arbejdstid i arbejdstidsopgørelsen.
- Præcisering af muligheden for indgåelse af lokale aftaler om arbejdstid.
- Særligt mellem overenskomstparterne: KL og FMM vil i perioden drøfte arbejdstilrettelæggelse på musikskolerne, herunder muligheden for at iværksætte et projekt vedr. eksempler på arbejdstilrettelæggelse på musikskolerne.
Musikskoleledere:
Pensionsbidrag for musikskoleledere forhøjes pr. 1. april 2022 med 0,61 % fra 16,48 % til 17,09 %.
Forlig på landsdelsorkesterområdet
Dansk Musiker Forbund har indgået forlig med KL om nye overenskomster og aftaler for musikere, assistenter og det tekniske personale i landsdelsorkestre for perioden 1. april 2021 – 31. marts 2024.
Det generelle forlig indebærer bl.a. 5,29 % til forventet generelle lønstigninger over de kommende 3 år til alle musikere, assistenter og det tekniske personale. Første lønstigning udmøntes 1. april 2021 med 1 %. Endvidere er der aftalt afsættelse af særlige lønmidler til grupper på lavt- og ligelønsområdet til rekrutteringsudfordringer, styrkede seniorpolitiske tiltag, fokus på fuld tid samt en videreførelse af tryghedspuljen.
Det specielle forlig for musikere, assistenter og det tekniske personale indebærer derudover følgende:
Musikere:
Pensionsbidraget forhøjes med 0,64 % fra 14,24 % til 14,88 % med virkning fra 1. april 2022
For pædagogisk og oplysende virksomhed ændres ordlyden i bemærkningen til § 12, stk. 2 til følgende: "Mellem musikchefen og tillidsrepræsentanten skal der indgås aftale om kompensation i forbindelse med orkestrets pædagogiske virksomhed. Kompensationen aftales som lokal løndannelse iht. § 5, stk. 1 og Fællesaftale om lokal løndannelse (09.01).”
Videreførelse af muligheden for at søge støtte gennem Den Kommunale Kompetencefond.
Assistenter:
Grundlønnen til assistenter, for prøver, koncerter, opera- og teaterforestillinger hæves til 245,35 kr. pr. time (31/3 2000-niveau).
Grundlønnen til assistenter, for medvirken ved lyd- og billedproduktioner til 330,14 kr. pr. time (31/3 2000-niveau).
Begge med virkning fra 1. april 2022.
Det tekniske personale:
Pensionsbidraget til månedslønnede og timelønnede forhøjes med virkning fra 1. april 2022 med 0,64 % fra 15,43 % til 16,07 %.
Videreførelse af muligheden for at søge støtte gennem Den Kommunale Kompetencefond.