Politik

Fair Practice Kodeks kan blive et vigtigt løft for musikernes arbejdsvilkår

Henrik Jansberg næstforperson Dansk Musiker Forbund

Efter flere års arbejde har kunst- og kulturlivet i Danmark nu fået et fælles Fair Practice Kodeks udviklet af Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Fair Practice Kultur. Kodekset bakkes op af rådets 22 medlemsorganisationer herunder Dansk Musiker Forbund. 

Kodekset er et frivilligt værktøj, der skal styrke professionelle og fair arbejdsvilkår i kunst- og kulturlivet blandt andet gennem fokus på fair betaling, bæredygtige arbejdsliv, mangfoldighed, gennemsigtighed og tillid. 
 
læs Kodekset her. 

Henrik Jansberg, der har deltaget i arbejdet på vegne af Dansk Musiker Forbund, siger: 

“Målet har været at skabe et fælles sprog for, hvad ordentlige arbejdsforhold i kunst- og kulturlivet faktisk indebærer også dér, hvor der ikke findes overenskomster eller faste aftaler.” 

København går foran 

Et vigtigt gennembrud er, at Københavns Kommune allerede har besluttet at tilslutte sig kodekset og bruge det som pejlemærke ved uddeling af kulturstøtte og bevillinger. Dermed bliver Fair Practice ikke kun en hensigtserklæring, men et konkret redskab i forvaltningen af offentlige kulturmidler. 

For Dansk Musiker Forbund er det et centralt skridt, fordi kommunerne spiller en afgørende rolle i finansieringen af det professionelle musikliv. 

Et fælles værktøj: ikke en erstatning for aftaler 

Kodekset erstatter ikke overenskomster, tariffer eller kollektive aftaler, men skal understøtte dem og skabe et fælles referencepunkt dér, hvor aftaler ikke findes. 

Henrik Jansberg siger: 

“For Dansk Musiker Forbund betyder det, at samtalen flyttes fra holdninger til dokumenterede forhold. I stedet for blot at konstatere, at vilkårene ikke er gode nok, bliver det muligt at spørge ind til årsagerne og diskutere løsninger.” 

Særligt princippet om “følg eller forklar” vurderes som et stærkt dialogværktøj, der kan skabe mere åbenhed om vilkår, prioriteringer og økonomi i kulturprojekter. 

Håb om bredere udbredelse 

Dansk Musiker Forbund ser Københavns Kommunes beslutning som et første vigtigt skridt og der er et klart ønske om, at flere kommuner følger efter. Samtidig er det afgørende, at Dansk Musiker Forbunds regioner aktivt bidrager til at udbrede kendskabet til og brugen af kodekset lokalt. 

Overordnet set er ambitionen, at også fonde og kulturinstitutioner i hele landet vil tage Fair Practice Kodekset i brug som fælles standard. 

Fair Practice Kodekset er dermed ikke kun en ny ramme men et muligt afsæt for en langsigtet forandring af vilkårene for musikere og andre kunstnere i Danmark.