DMF ser positivt på statsministerens fokus på freelancere
”Corona-krisen har vist, at mange har det, vi tidligere kaldte atypiske ansættelser. Måske noget som lønmodtager. Noget som selvstændigt. Noget midt i mellem. Ikke mindst på kulturområdet.
Når det atypiske bliver typisk, udfordrer det os på en helt anden måde. Derfor skal vi have løst den udfordring: At vi er klar til at gribe fremtiden.”
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i sin tale ved Folketingets afslutningsdebat onsdag den 2. juni.
I Dansk Musiker Forbund, hvor broderparten af medlemmerne netop har atypiske ansættelser, er der glæde over, at statsministeren har fokus på udfordringen.
”Vi er glade for, at statsministeren specifikt har fokus på, at freelancere på kulturområdet er særdeles udsatte på arbejdsmarkedet. Dansk Musiker Forbund bidrager som fagforening med løsninger, idet vi har overenskomster for freelancere og hele tiden arbejder for, at flere bliver overenskomstdækket. Men vi har brug for politisk velvilje, så lovgivningen ikke står i vejen,” udtaler Dansk Musiker Forbunds formand Søs Nyengaard med henvisning til, at forbundet netop har afgivet høringssvar til EU-kommissionen i forhold til en ændring af konkurrenceretten, som lige nu står i vejen for, at også freelancere med CVR-nummer kan få lov til at forhandle overenskomster.
”Dansk Musiker Forbund er sat i verden for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for alle medlemmer. Størstedelen af vores medlemmer har patchwork-økonomi i talrige forskellige former, og derfor har freelanceres forhold vores særlige bevågenhed,” fastslår Søs Nyengaard.
Hun håber, at statsministerens fokus på kulturens udsatte freelancere indvarsler et større fokus på kulturen generelt.
”Kulturen er livsnerven i samfundet, og jeg glæder mig til den dag, hvor kulturpolitikken understøtter dette faktum. Jeg ved, at statsministeren personligt er glad for kulturen og musikken, og jeg håber, at dette vil afspejle sig i en mere visionær kulturpolitik fra regeringens side fremover.”