Dansk Musiker Forbund satte musiklivet på dagsordenen på Kulturmødet Mors
Hvordan sikrer vi et stærkt, mangfoldigt og frit musikliv? Og hvem skal egentlig bestemme over kulturen?
Det var nogle af de spørgsmål, Dansk Musiker Forbund var med til at sætte til debat, da forbundet deltog på årets Kulturmøde Mors den 20. og 21. august.
Forperson Thomas Sandberg og næstforperson Henrik Jansberg deltog. Thomas Sandberg var i panelet i debatter om både kulturens demokratiske rammer og de kønsmønstre, der fortsat præger musiklivet.
Hvem bestemmer over kulturen?
Torsdag satte Dansk Musiker Forbund sammen med Danske Magistre og Dansk Kulturliv fokus på spørgsmålet om armslængdeprincippet - altså, hvem der skal have indflydelse på hvad der præsenteres på scener, museer og koncertsale. I debatten Hvem bestemmer over kulturen? blev der blandt andet diskuteret hvordan politisk indblanding i den kunstneriske kuratering kan være skadelig for det kunstneriske udtryksrum. Det går ud over kunstens kvalitet og mangfoldighed når politikere blander sig.
For Dansk Musiker Forbund er det afgørende, at opretholde en armslængde mellem politikerne, der definerer rammer og økonomi og de kunstneriske fagligheder, der kuraterer indholdet.
”Kulturpolitik handler ikke kun om, hvor mange penge vi bruger på kultur. Det handler også om, at det kunstneriske indhold ikke skal have politisk indblanding eller diktater om hvad der må programsættes og ikke. Her skal musikere og andre kunstnere fortsat have den kunstneriske dømmekraft der er formuleret via armslængdeprincippet, der blev skabt efter 2. verdenskrig for at forhindre den uhensigtsmæssige sammenblanding af kunst og politik,” siger Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund.
Han peger samtidig på, at et levende kulturliv kræver, at der er tillid til de mennesker, der arbejder professionelt med kunst og kultur.
”Politikerne skal sætte de overordnede rammer, men ikke detailstyre kunsten. Der skal være plads til faglighed og kunstnerisk frihed så kulturlivet opretholde sin mangfoldighed af udtryk,” siger Thomas Sandberg.
Kønsmønstre starter tidligt
Fredag var fokus rettet mod køn og repræsentation i musiklivet. Under overskriften Kønsmønstre i musikken blev der sat fokus på, hvorfor nogle instrumenter fortsat er markant kønsopdelte, og hvad der skal til for at få flere piger og kvinder til at se alle instrumenter og karriereveje i musiklivet som en mulighed.
For Dansk Musiker Forbund er det en vigtig del af arbejdet for et mere mangfoldigt musikliv.
”Hvis vi vil have et musikliv, der afspejler hele samfundet, skal vi sikre, at børn og unge oplever, at der ikke findes instrumenter, genrer eller karriereveje, der er forbeholdt ét køn. Det kræver både rollemodeller og et opgør med nogle af de forventninger, der møder børn meget tidligt,” siger Thomas Sandberg.
Kultur er en del af demokratiet
Deltagelsen på Kulturmødet Mors er en del af Dansk Musiker Forbunds arbejde for at sætte musikernes vilkår og musiklivets udvikling på den kulturpolitiske dagsorden.
Dansk Musiker Forbund arbejder for et musikliv, hvor kunstnerisk frihed, mangfoldighed og ordentlige arbejdsforhold går hånd i hånd og hvor musikere og kunstnere har en reel stemme i de beslutninger, der former deres arbejdsliv og den kultur, de er med til at skabe. Det understreger næstforperson Henrik Jansberg.
”Musik er ikke noget, der bare sker. Den bliver skabt af mennesker, og den er en vigtig del af vores demokrati og vores fællesskab. Derfor skal musikerne også være med, når vi diskuterer, hvilken kultur vi ønsker os i fremtidens Danmark,” siger han