Dansk Musiker Forbund satte aftryk på Folkemødet 2025
Klimakamp, arbejdsvilkår og trivsel i musikbranchen stod øverst på dagsordenen, da Dansk Musiker Forbund deltog i årets Folkemøde på Bornholm. Gennem debatter, samtaler og netværk satte forbundet markante aftryk og styrkede både alliancer og dagsordener, der er vigtige for musikere over hele landet.
"Vi tog til Folkemødet med en klar ambition om at sætte vores medlemmers virkelighed på den politiske dagsorden – og det lykkedes i dén grad," siger Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund.
"Fra debatter om klimaansvar og kulturpolitiske udfordringer i musiklivet vedrørende bl.a arenakoncerter til bedre forhold og trivsel for freelancere i en hårdt presset branche – vi har haft vigtige samtaler og mødt stærke allierede."
Klima og musik – håb eller hykleri?
Torsdag deltog Thomas Sandberg i debatten "Rave or Save", hvor spørgsmålet lød, om livemusik kan være en drivkraft for klimahandling, eller om festivaler blot bliver kulisser for musikalsk underholdning.
"Musik kan noget særligt – den kan samle folk, bevæge følelser og skabe håb. Derfor har musiklivet også et ansvar for at være en del af løsningen i klimakampen," siger Sandberg. Under debatten deltog både aktivister og branchefolk.
Prekariat og fagbevægelse
Med 68% af medlemmerne i freelancebeskæftigelse har Dansk Musiker Forbund en særlig interesse i at præge samtalen om fremtidens fagbevægelse. Dansk Musiker Forbund havde arrangeret torsdagens debat "Prekariatet og fagbevægelsen" i A-kassen A&Til’s telt , hvor Thomas Sandberg var i panel med Dansk Journalistforbund, DM og Fagbevægelsens Hovedorganisation.
"Der er brug for en ny fagbevægelsesdagsorden, der favner dem, der arbejder fleksibelt, projektbaseret og ofte uden sikkerhedsnet. Vores medlemmer har brug for kollektive aftaler – ikke individuelle nødløsninger," lød det fra Sandberg.
Rundbordssamtale med bredde og dybde
Fredag deltog Dansk Musiker Forbund i en rundbordssamtale arrangeret af Dansk Musiker Forbund, DAF og Opsang i samarbejde med blandt andre Jakob Sand Kirk og Loa Brix. Samtalen foregik på toppen af fagbevægelsens bus og samlede en bred vifte af aktører – fra Dansk Live og Dansk Kulturliv til HK Privat og Dansk Journalistforbund – samt både freelancekunstnere og fagpolitiske repræsentanter.
Formålet var at undersøge, hvad de prekære forhold i kulturbranchen kan lære os om fremtidens arbejdsmarked, og hvordan begreber som solidaritet, kædeansvar og nye organiseringsformer kan blive en del af løsningen.
"Vi har brug for at bygge en ny model for bæredygtigt kunstnerisk arbejde," siger Thomas Sandberg.
"Det kræver, at vi rækker ud, lytter og samarbejder – og tør tænke i løsninger. Jeg tager især Jakob Sand Kirks ord med mig: Vi skal blive bedre til at gå fra problem til krav og konkrete løsningsforslag."
Trivsel i fokus
Lørdag eftermiddag deltog forbundet i en vigtig samtale om den trivselskrise, der præger store dele af musiklivet. . Samtalen foregik i PFA’s telt på havnen hvor vi sammen med organisationen Musik og ungdom fik sat fokus på, hvordan man sikrer bæredygtige arbejdsliv i en branche, der både kræver passion og perfektion.
"Vi har et ansvar for at sikre, at musikere ikke brænder ud. Det handler ikke kun om den enkelte – det handler om, hvordan vi som branche og samfund skaber bedre rammer for kreativitet og sundt arbejdsmiljø," understreger Thomas Sandberg.
Årets Ølkassetale: “Det er ikke OK!”
Folkemødet kulminerede for Dansk Musiker Forbund med en sejr i Årets Ølkassetale, hvor Thomas Sandberg leverede en brandtale under overskriften “Det er ikke OK!”. Her blev der langet ud efter uretfærdige arbejdsvilkår, manglende betaling, og et beskæftigelsesystem, der nægter at forstå musikernes arbejdsvilkår.
"At vinde Ølkassetalen var selvfølgelig sjovt – men det vigtigste var at få sagt det højt: Det er ikke OK, at man ikke har lige adgang til samme rettigheder, som resten af arbejdsstyrken, når man er freelancemusiker. Vi har brug for politiske løsninger – fx på barsel, sygedagpenge og arbejdsmiljø'," sagde Sandberg efterfølgende.
Fællessang, netværk og ny musik
Udover debatterne deltog forbundet i fællessang med Trilleband og Mette Marckmann, lyttede til ny musik af Mathilde Falch og fulgte Aske Sjørvad fra Rapolitics i DM i debat. Samtalerne fortsatte hele vejen gennem Folkemødet – både i telte, på gader og til netværksarrangementer.
"Folkemødet er en mulighed for at bygge relationer – ikke bare med politikere og fagforeningskolleger, men også med musikere, aktivister og unge stemmer. Vi har fået nye samarbejdspartnere og styrket eksisterende alliancer," siger Sandberg.
Et stærkt signal
For Dansk Musiker Forbund var deltagelsen på Folkemødet 2025 var et aktivt og strategisk arbejde for at styrke musikernes stemme i samfundsdebatten.
"Det er afgørende, at vi er til stede, hvor beslutninger og holdninger formes. Vores medlemmer skal vide, at vi kæmper for dem – både i de store debatter og de nære samtaler. Det gjorde vi på Folkemødet, og vi tager den energi med hjem," afslutter Thomas Sandberg.