Priser

Dansk Musiker Forbund hyldede den levende musik ved GAFFA-Prisen 2026

Den 26. marts dannede Amager Bio rammen om årets store GAFFA-Prisen, hvor Dansk Musiker Forbund uddelte prisen for Årets Livenavn til Aphaca.
Apacha modtager Årets Livenavn
Apacha modtager Årets Livenavn

Aftenen samlede nogle af landets mest markante livekunstnere og satte fokus på det, der sker, når musik for alvor får liv foran et publikum. 

Når den levende musik lykkes, er det aldrig tilfældigt 
Den levende musik er et fælles anliggende. Den opstår i mødet mellem kunstner, scene, publikum og de rammer, der gør det muligt for musikken at leve – også på den lange bane. Derfor uddeler Dansk Musiker Forbund GAFFA-prisen for Årets Livenavn. 

 Prisen hylder ikke kun de kunstnere, der leverer uforglemmelige koncertoplevelser, men også det fællesskab og det professionelle arbejde, som ligger bag enhver stærk liveoplevelse. 

“At stå på en scene er et håndværk. Det kræver forberedelse, erfaring og ordentlige vilkår. Når musikere arbejder under rimelige og gennemsigtige forhold, styrker det ikke kun den enkelte kunstner, men kvaliteten af den levende musik i hele landet, fra de små scener til de store koncertsale.” sagde Thomas Sandberg forperson Dansk Musiker Forbund, da han uddelte prisen.  

Den levende musik bæres af professionelle musikere, der tager deres arbejde alvorligt. Når arbejdsvilkårene er i orden, kan publikum mærke det. Det er netop det fællesskab og den kvalitet, GAFFA-prisen for Årets Livenavn er med til at synliggøre. 

Samtidig er prisen en påmindelse om, at et stærkt musikliv ikke opstår af sig selv. Det kræver organisering, fælles spilleregler og et musikmiljø, hvor kunstnere står sammen om deres vilkår. 

Derfor lyder opfordringen fra Dansk Musiker Forbund også klart: Flere professionelle musikere bør være en del af det fællesskab, der arbejder for bedre vilkår i branchen. 

Stærkt felt af nominerede 

Årets pris blev uddelt blandt et bredt og stærkt felt af navne, der alle har markeret sig med markante liveoptrædener det seneste år: 

Annika 

Aphaca 

Bye Bye Brenda 

Emma Sehested Høeg 

Familien 

Kalaset 

MØ 

Neckbreakker 

Østen 

School of X 

Soleima 

Søn 

Tessa 

Ungklang 

Von Quar 

Midt i det stærke felt trak Aphaca det længste strå og kunne lade sig hylde som årets bedste livenavn en anerkendelse af både kunstnerisk kvalitet og evnen til at skabe nærværende og stærke koncertoplevelser. 

Med prisuddelingen cementerer Dansk Musiker Forbund endnu en gang betydningen af levende musik og de vilkår, der gør den mulig.