Politik

Dansk Musiker Forbund gik med til Pride for første gang

Med faner, farver og medlemmer i ryggen gik Dansk Musiker Forbund med i Copenhagen Pride for at markere, at alle musikere skal kunne være sig selv og branchen skal acceptere alle. 

Lørdag den 15. august gik Dansk Musiker Forbund for første gang med i Copenhagen Pride. Medlemmer mødtes med forperson Thomas Sandberg ved Frederiksberg Rådhus, inden turen gik samlet gennem København. 

For Dansk Musiker Forbund handler deltagelsen om mere end at være med til en festlig dag. Det handler om retten til at være den, man er på scenen, i øvelokalet, backstage og i resten af musiklivet. 

”Som fagforening har vi et ansvar for at stå sammen med vores medlemmer, når de oplever diskrimination eller bliver begrænset på grund af, hvem de er. Alle musikere skal kunne gå på arbejde uden at skulle skjule en del af sig selv for at passe ind,” siger Thomas Sandberg, forperson for Dansk Musiker Forbund. 

En kamp der er brug for  

Selvom musikbranchen på mange områder er blevet mere åben, oplever LGBTQ+-musikere fortsat diskrimination, fordomme og ulige muligheder. Det kan blandt andet komme til udtryk gennem stereotyper, fravalg eller utrygge arbejdsfællesskaber. 

Derfor er det vigtigt for Dansk Musiker Forbund at være synlige i kampen for et musikliv med lige muligheder og plads til alle. 

”Pride minder os om, at frihed og lige rettigheder ikke er noget, vi kan tage for givet. Vi skal blive ved med at kæmpe for et musikliv, hvor ingen skal betale en pris for at være sig selv,” siger Thomas Sandberg. 

Årets Pride havde samtidig et alvorligt bagtæppe. Kort før Copenhagen Pride blev Pride-arrangementet i Berlin ramt af et voldeligt angreb. Det blev endnu en påmindelse om, at LGBTQ+-personers ret til at leve frit og trygt fortsat udfordres. 

”Et angreb på LGBTQ+-personers frihed er et angreb på os alle. Solidaritet skal vises gennem handling. Derfor går Dansk Musiker Forbund med,” siger Thomas Sandberg. 

Med deltagelsen i Copenhagen Pride ønsker Dansk Musiker Forbund at sende et klart signal til LGBTQ+-medlemmer og resten af musikbranchen: Ingen skal stå alene. Forbundet vil arbejde for trygge arbejdsfællesskaber, respekt og lige muligheder for alle musikere. 

”Vi er stolte af at have gået med i Pride for første gang. Det skal ikke være afgørende, hvem du elsker, eller hvordan du identificerer dig, for om du kan få et godt og trygt arbejdsliv som musiker. Det kæmper vi for,” siger Thomas Sandberg.