Andet

Dansk Musiker Forbund fylder 110 år i dag

I dag, den 14. april, fylder Dansk Musiker Forbund 110 år. Der er mere at kæmpe for end nogensinde, fastslår formand Søs Nyengaard og opfordrer alle musikere til at bidrage aktivt.
Avisudklip fra Dansk Musiker Forbunds første leveår. Dengang som nu er vores mål at styrke musikeres løn- og arbejdsforhold og musikkens rolle i samfundet ved at stå sammen, skulder ved skulder, og tale med én stemme.

I 1911 fødtes dét, der dengang hed Danske Musikeres Landsforbund, og i dag hedder Dansk Musiker Forbund – eller i daglig tale DMF. Dengang hed formanden O.A. Røder, i dag hedder formanden Søs Nyengaard. Men både målet og midlet er det samme i dag som dengang; at styrke musikeres løn- og arbejdsforhold og musikkens rolle i samfundet ved at stå sammen, skulder ved skulder, og tale med én stemme.

 

”Vores lange historie viser, at vi kan flytte noget, når vi står sammen. Dansk Musiker Forbund har et stærkt fundament, men vi har fortsat hårdt brug for, at alle musikere bakker op om sagen og deltager som en aktiv del af vores bevægelse. Vi står i en krise af enorme dimensioner. Men hvis vi står sammen, og alle bidrager til sagen, kan vi bruge krisen som løftestang til at styrke musikkens rolle i samfundet i fremtiden,” fastslår Dansk Musiker Forbunds formand Søs Nyengaard.

Dansk Musiker Forbund har i dag ca. 5700 medlemmer fordelt på 27 lokalafdelinger.