Dansk Musiker Forbund forbedrer ulykkesforsikring
Som medlem af Dansk Musiker Forbund er du automatisk dækket af vores ulykkesforsikring, indtil du fylder 70 år. Den dækker hele året og i hele verden og er indrettet efter det moderne menneskes aktivitetsniveau.
Som noget nyt får du per 1. januar 2020 en væsentligt bedre dækning, uden at det koster dig en krone. Vi har nemlig forbedret vores ulykkesforsikring, så du nu kan få dækket dine behandlingsudgifter til f.eks. fysioterapi i forbindelse med et ulykkestilfælde.
Vi har desuden hævet erstatningssummen for tandskade fra 25.000 kroner til 100.000 kroner. Samtidig har vi sikret vores medlemmer en strakserstatning på 10% af forsikringssummen ved nogle skadestilfælde, for eksempel visse typer af knoglebrud, således at du - straks efter skaden er sket - får et beløb på minimum 25.000 kroner til eksempelvis genoptræning eller leje af hjælpemidler.
Ved dødsfald som følge af et ulykkestilfælde udbetaler vi med den forbedrede ulykkesforsikring nu 50.000 kroner. De vil typisk blive udbetalt til den nærmeste pårørende. Pengene er en hjælp til de efterladte og kan bruges til at dække de udgifter, der for eksempel er i forbindelse med en begravelse.
Ud over at du som medlem nu får disse forbedrede forsikringsvilkår kvit og frit, kan du også tilkøbe en bedre dækning ved invaliditet. Som medlem er du automatisk dækket med en forsikringssum på 250.000 ved invaliditet, men du har nu mulighed for at hæve summen til 1.000.000 kroner for 50,- kroner om måneden. Ring til Dansk Musiker Forbund Forsikring på 35 240 240 og hør nærmere.