Dansk mikrofon er landet på Mars
NASAs rumfartøj Perseverance Rover tog af sted på vej til Mars i juli 2020. Med ombord er danske kameraer fra DTU Space og danske mikrofoner og audiointerface fra mikrofonproducenten DPA Microphones. DPA har sensationelt fået kontrakt med NASA JPL på levering af udstyr til missionen. Perseverance landede problemfrit d. 18. februar, og de første lyde fra den ugæstfri planet er transmitteret til jorden.
Der er ikke nogen lydmand med! Den sagnomspundne røde planet byder nemlig på temperaturer ned til minus 100 graders Celsius, hvilket selv den sejeste vinterbader nok vil synes er koldt. Så det er elektronik og computere fra NASA, der styrer indspilningerne. Det er DPAs 4006 Omnidirectional Microphone og MMA-A Digital Audio Interface, der sender fra Mars.