Ophavsret

Ændring af ophavsretsloven styrker indholdsleverandørerne

Onlinedelingsplatforme som YouTube skal fremover indgå aftaler med rettighedshaverne, hvis de vil vise musik eller videoer. I dag vedtog Folketinget nemlig enstemmigt en ændring af ophavsretten – en lovændring, der vækker glæde i Dansk Musiker Forbund.

Folketinget vedtog i dag enstemmigt dele af det såkaldte DSM-direktiv fra EU. Vedtagelsen betyder blandt andet, at delingsplatforme som YouTube nu får et skærpet ansvar overfor indholdsleverandørerne.

Dansk Musiker Forbunds formand, Søs Nyengaard, glæder sig over, at regeringen med lovimplementeringen har lyttet mere til rettighedshavernes synspunkter end tech-giganternes:

”Det er meget tilfredsstillende, at både vores regering og et samlet Folketing bakker så entydigt op om rettighedshaverne,” siger Søs Nyengaard.

Lovændringen træder i kraft den 7. juni. Den resterende del af direktivet ventes at blive gennemført med et lovforslag i efteråret - herunder den for Dansk Musiker Forbunds medlemmer vigtige ”kunstnerpakke”

Læs mere på https://kum.dk/aktuelt/nyheder/ny-virkelighed-for-tech-giganter