9 ulovlige musiktjenester bliver blokeret
RettighedsAlliancen, som Dansk Musiker Forbund er en del af, vandt d. 13. april en sag ved retten i Næstved.
9 af de mest populære “ripping- tjenester” i Danmark bliver med dommen erklæret ulovlige. Og danske internetudbydere bliver nu pålagt at blokere dem. Ripping- tjenester gør det muligt uretmæssigt at kopiere og gemme musik fra internettet.
“Det er en god nyhed for musikerne, at det nu bliver sværere at downloade musik ulovligt. Musikere fortjener lige som alle andre penge for deres arbejde, og det får de ikke, når musikken rippes ulovligt fra steamingtjenesterne,” siger Søs Nyengaard forperson for Dansk Musiker Forbund.
De 9 tjenester har flere hundrede tusinde besøg fra danske IP-adresser hver måned, og har været en stor udfordring for rettighedshaverne i musikbranchen. Dommen betyder, at de danske internetudbydere skal blokere for tjenesterne, således de ikke længere kan tilgås fra danske IP-adresser.
“Det her kommer selvfølgelig ikke problemet med ulovlige downloads og ripping til livs, men det er en vigtig sejr, at det nu bliver mere besværligt at kopiere vores medlemmers værker ulovligt,” siger Søs Nyegaard.
Tilbage i 2018 stod RettighedsAlliancen bag en blokeringssag mod et teleselskab om blokering af en såkaldt stream-ripper, hvor musikken fra musikvideoer ulovligt rippes og gemmes. Denne sag resulterede i en historisk kendelse, da Danmark blev det første land i verden til at blokere for en stream ripping tjeneste. Her 5 år senere benyttes teknologien stadig i stort omfang til ulovligt at downloade musik fra YouTube.
Dansk Musiker Forbunds chefjurist Morten Madsen sidder i bestyrelsen i RettighedsAlliancen.
RettighedsAlliancen har gennem årene været hos domstolene og løbende fået rettens ord for, at internetudbyderne skal blokere for ulovlige tjenester, der tilbyder adgang til ulovligt indhold. Det er RettighedsAlliancen erfaring, at blokering af de ulovlige tjenester medvirker til, at trafikken til tjenesterne i gennemsnit falder med 75 procent. Det skriver alliancen i en nyhed på deres hjemmeside.