Stiftende generalforsamling - Region Hovedstaden
Nu tager vi hul på et helt nyt kapitel i Dansk Musiker Forbund!
Vi inviterer dig til den stiftende generalforsamling i vores nye Region Hovedstaden, hvor vi sammen former fremtiden for musikerfællesskabet i hele regionen.
Generalforsamlingen finder sted d. 27. maj kl. 19.00-21.00, med indskrivning fra kl. 18.00. Der er mulighed for at deltage både fysisk og online.
Efter generalforsamlingen fejrer vi vores nye region på Union, hvor der vil være musik og lidt at drikke.
Hvad sker der?
På Dansk Musiker Forbunds årsmøde i september 2024 blev det besluttet at samle lokalafdelingerne i nye regionale fællesskaber. Det skaber større handlekraft, og det styrker sammenholdet på tværs af landet og på tværs vores fagligheder.
Det betyder, at lokalafdelingerne Hovedstaden og Helsingør går sammen og bliver til én stærk region: Region Hovedstaden.
Målet er klart: Mere aktivitet, bedre sammenhæng og en endnu stærkere stemme for alle os, der lever og ånder for musikken i regionen
Tilmelding:
Du tilmelder dig her på siden
Bemærk: Du skal være tilmeldt den stiftende generalforsamling for at have stemmeret. Du skal senest have tilmeldt dig d. 27. maj kl. 17.30, hvis du ønsker at deltage.
Tid og sted
Generalforsamlingen finder sted d. 27. maj kl. 19.00-21.00, med indskrivning fra kl. 18.00.
Der er mulighed for at deltage både fysisk og online.
- Ønsker du at deltage fysisk, vil du skulle møde op på Union på Nørre Alle 7, 2200 København N.
- Ønsker du at deltage online, sker dette via Teams, og du vil på dagen modtage link hertil. Vi gør opmærksom på, at det ikke vil være muligt at få taleret, hvis du deltager online.
Efter generalforsamlingen vil der på Union være musik og lidt at drikke.
OBS: Det vil ikke være muligt at tage en ledsager med til generalforsamlingen.
Ønsker du at give fuldmagt?
Hvis du ikke kan deltage til stiftende generalforsamling, kan du give en fuldmagt til et andet medlem i Hovedstaden og Helsingør. Hvert medlem kan dog kun have én fuldmagt. Når du har indgivet din fuldmagt, modtager både du og den, du giver din fuldmagt til, en mail som bekræftelse.
Bemærk: Fuldmagter skal være givet senest d. 26. Maj kl. 18.00. Altså 24 timer før den stiftende generalforsamling.
Du giver din fuldmagt her
Sådan stemmer du
Afstemningen sker elektronisk, og du vil ca. 30 min før mødestart modtage en mail med adgang til afstemning. Vi vil bruge den mail som dit medlemskab er linket op på.
Vejledning til afstemning bliver tilgængelig her på siden, efter du har tilmeldt dig.
Dagsorden for den stiftende generalforsamling
- Valg af dirigent
- Godkendelse af dagsorden
- Præsentation af formålet med regionen
- Medlemmernes ideer til aktiviteter i regionen
- Vedtagelse af foreningens love og behandling af Indkomne forslag
- Valg af regionsforperson og suppleant
- Valg af regionsrepræsentant og suppleant
- Valg af bestyrelse og suppleanter
- Valg af kritisk revisor og suppleant
- Eventuelt
Forslag til lovene i regionen
Du kan her læse forslaget til lovene for Region Hovedstaden, som vil blive behandlet under dagsordenspunkt 5. Vedtagelse af foreningens love og behandling af Indkomne forslag
Har du lyst til at stille op til bestyrelsen?
Du har mulighed for at stille op til følgende poster:
-
Forperson
-
Regionsrepræsentant
-
Bestyrelsesmedlem
-
Suppleant
-
Kritisk revisor
-
Kritisk revisorsuppleant
Posterne som forperson og regionsrepræsentant indebærer en plads i hovedbestyrelsen. Du kan forvente, at der vil blive afviklet 6-8 hovedbestyrelsesmøder årligt. Der udbetales honorar for deltagelse i disse.
Du er selvfølgelig også velkommen til at stille op på dagen for den stiftende generalforsamling. Du rækker blot hånden op, når vi når til det gældende punkt på dagsordenen.
Opgaver som forperson og regionsrepræsentant:
Forpersonen og regionsrepræsentanten har sammen til ansvar at sikre regional repræsentation i hovedbestyrelsen. Forpersonen og regionsrepræsentanten har også ansvar for at løfte relevante musikpolitiske problemstillinger ind i hovedbestyrelsen.
Regionsrepræsentanten fungerer herudover som et almindeligt bestyrelsesmedlem.
Forpersonen i regionen har også følgende opgaver:
-
Lede bestyrelsesmøder i regionen, hvor der sættes fokus på udvikling og rekruttering af nye, motiverede frivillige.
-
Planlægge og stå i spidsen for den årlige generalforsamling i regionen, så medlemmerne oplever en meningsfuld og inspirerende ramme for deres engagement.
-
Bidrage aktivt til at forme årets aktivitetsplan, hvor både lokale initiativer og relevante kurser fra forbundets katalog bringes i spil, så medlemmerne får størst muligt udbytte.
-
Være med til at sætte retningen for regionens aktiviteter og tage ansvar for, at de bliver koordineret og gennemført i tæt samarbejde med bestyrelseskollegaer og frivillige.
-
Tage førertrøjen i det lokalpolitiske arbejde og sætte vigtige dagsordener i spil – både lokalt og op mod forpersonskabet og hovedbestyrelsen – for at styrke organisationens indflydelse og synlighed.
Opgaver som bestyrelsesmedlem?
- Skabe bro mellem fortid og fremtid ved at indsamle viden fra overgangsbestyrelserne i Hovedstaden og Helsingør og være med til at sikre en god og tryg overgang fra lokalafdelinger til en samlet region frem mod oktober 2025.
- Sætte retningen for regionen ved at udarbejde aktivitetsplaner og budgetter, der afspejler medlemmernes behov og ønsker – og skaber rammen for et levende fællesskab.
- Tage ansvar for at samle og engagere medlemmerne i regionen i tæt dialog med sekretariatet – med fokus på stærk medlemsorganisering og regionale aktiviteter.
- Være stemmen udadtil på regionens sociale medier og bringe de regionale aktiviteter til live gennem opslag og tekster – samtidig med at du bidrager med indhold til det nationale nyhedsbrev og understøtter den fælles kommunikation.
Ønsker du at stille op, så kan du melde dit kandidatur her:
Indsend dit kandidatur
Du er selvfølgelig også velkommen til at stille op på dagen for den stiftende generalforsamling. Du rækker blot hånden op, når vi når til det gældende punkt på dagsordenen.