Indie
Karrierevejledning målrettet dig, som arbejder med et DIY-perspektiv
Går du som musiker DIY-vejen, er det en klar fordel at have en udvidet forståelse af, hvordan du kan skabe dine egne muligheder. Der er en stor mængde arbejde i at have et virke som selvstændig musiker, men der er også en stor styrke forbundet med det.
Der er er en stolthed i at kende alle aspekter af sin karriere. Til denne vejledning tages din autonomi som musiker seriøst, og du får mulighed for at udvide og tage ejerskab på din forståelse af, hvad de gode karrierespor er.
Hvad kan du forvente af en vejledning?
Du kan forvente, at dine drømme og ambitioner omsættes til en realistisk plan med konkrete skridt, du kan arbejde videre med.
Du kan sparre med en vejleder, som deler egne erfaringer, fejl og bedste værktøjer, med ønsket om at du finder den arbejdsform, der passer til dig - og får dine projekter i mål.
Vejledningen kan komme rundt om elementer som følgende:
- Økonomi og bæredygtighed i dit musikliv
- Sangskrivning og kunstnerisk udvikling
- Redskaber til at navigere i musikbranchen uden nødvendigvis at være tilknyttet et stort pladeselskab
- Aktivisme
- Booking, alternative spillesteder og måder at nå ud til sit potentielle publikum.
- Turnéliv og banddynamikker
Praktisk om en vejledning
Da vejlederen ønsker at sparre så konkret som muligt med dig, om lige præcis dét du er nysgerrig på, bedes du ved tilmelding beskrive, hvad du gerne vil have sparring på. Denne beskrivelse laver du i den formular, som dukker op, når du har trykket 'Begynd tilmelding'.
Vejledningen har form af to sessions, en på 60 minutter og en på 30 minutter, hvor I tager udgangspunkt i de elementer, du har beskrevet ved tilmelding.
Vejledningen foregår fysisk i København eller online.
Kort om vejlederen
Mathilde Falch brænder for at skabe og bibeholde en musikbranche, hvor kunstnerne har så meget autonomi som muligt. Hun har i de seneste 17 år bygget sin karriere op ude på spillestederne ved at turnere landevejene tynde som en af landets mest intenst turnerende musikere. Hun er en stærk forkæmper for kvinders og kønsminoriteters kunstneriske rettigheder, og hun arbejder aktivt for at skabe mere plads til selvstændige musikere i dansk musik.
Mathilde er kendt for sin kompromisløse, vilde, stærke og alligevel sårbare, psykologiske sangskrivning.
