Kim Schulz Jensen

Kandidatur som faggrupperepræsentant for musikunderviserne

Jeg stiller mit kandidatur til rådighed som faggrupperepræsentant for musikunderviserne i hovedbestyrelsen.

Jeg har været tillidsrepræsentant (TR) siden år 2000 på Den Kreative Skole i Silkeborg. Med mange års erfaring som TR, fagpolitisk aktiv og musikunderviser mener jeg, at jeg har et solidt grundlag for at repræsentere musikunderviserne fra musik- og kulturskolerne i Danmark.

Jeg er i dag ansat på 88 % på Den Kreative Skole, og en stor del af min undervisning foregår på folkeskolerne, hvor jeg underviser hele klasser i guitar. Jeg underviser også soloelever i sang og guitar samt små-hold og bands.

Jeg har været medlem af bestyrelsen i DMF Silkeborg i mange år og var formand fra 2015-2025. I dag er jeg bestyrelsesmedlem i DMF Region Midtjylland.

Løn og arbejdsvilkår

Det vigtigste faglige arbejde handler efter min mening om løn- og arbejdsvilkår.

Lønmæssigt halter vi voldsomt bagefter sammenlignet med andre undervisere. Det er en udfordring, som vi er nødt til at tage alvorligt og arbejde målrettet med – både centralt og lokalt. Vi skal påvirke kommunernes lønpolitik og gøre både politikere og embedsværk opmærksomme på de store lønforskelle, der er mellem musikskoleundervisere og andre undervisergrupper. Jeg tænker særligt på folkeskole- og gymnasielærere.

Arbejdsvilkårene er mindst lige så vigtige. Siden 1. august 2016 har vi ikke længere haft et centralt aftalt loft over antallet af undervisningstimer. Jeg har ikke fundet statistik, der kan dokumentere sammenhængen mellem dette og vores lønudvikling, fordi lønstatistikkerne ikke forholder sig til opgaveoversigten. Men jeg mener, at vi er nødt til at se på sammenhængen mellem undervisningsmængde, øvrige opgaver og løn.

Musikunderviser og musiker

Jeg er uddannet rytmisk sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium og har været aktiv musiker i mere end 40 år. Jeg har blandt andet spillet med Gadedrengene i 31 år og vi var i fem år på verdensturné med Granhøj Dans. Jeg arbejder fortsat som udøvende musiker og har siden 2004 også været aktiv som stompinstruktør.

DMF og MM bør samle kræfterne

Jeg mener, at DMF og MM bør samle kræfterne til glæde og gavn for musikunderviserne.

MM har opbygget nogle gode online-tilbud målrettet musikundervisere, mens DMF har et stærkt juridisk team og en organisation, der kan levere en helhedsorienteret service. Tilsammen rummer de to organisationer et stort potentiale for at skabe endnu bedre service, et stærkere fællesskab og endnu bedre faglig og juridisk bistand for musikunderviserne.

Der er efter min mening behov for en sammenlægning, hvis vi for alvor skal udnytte det potentiale.

Plads til alle

På musik- og kulturskolerne arbejder også danse-, drama-, forfatter- og billedkunstundervisere. Mange af dem arbejder under musikskoleoverenskomsten, men har ikke en overenskomstbærende fagforening at være medlem af.

Som TR oplever jeg, at vi selvfølgelig gerne vil hjælpe disse kolleger, men at vi samtidig må sige fra, når de har brug for den personlige juridiske hjælp, som et medlemskab af DMF giver.

Det synes jeg er meget beklageligt.

Hvis man arbejder under den samme overenskomst og er kollega på den samme musik- og kulturskole, bør man også have mulighed for at være medlem af den samme fagforening. Jeg mener derfor, at DMF bør byde disse faggrupper velkommen.

Det er den slags spørgsmål, jeg gerne vil være med til at sætte på dagsordenen i hovedbestyrelsen.

Men jeg vil frem for alt være dit talerør i en fagforening, der tager dig og dit arbejdsliv alvorligt.