Vejen til at starte din egen musikskole
Kl. 10:30-11:30
Gør din passion for musikundervisning til en succesfuld forretning! Til SUSTAiN butikken kan du deltage i ”vejen til at starte din egen musikskole." Herbert Boersmas oplæg er skræddersyet til alle musikere og musikundervisere, der drømmer om at opbygge en bæredygtig virksomhed. Få inspiration til at dykke ned i, hvordan du selv kan omdanne din musikalske ekspertise til en blomstrende musikskole.
Om Herbert Boersma
Herbert Boersma er solistuddannet violinist og violinpædagog med en stærk musikalsk uddannelse i ind- og udland og stor passion for videreformidling af klassisk musik.
Han er leder af Musikakademi Amager.
Musiker & Manager – en succesfuld karriere?
Kl. 13:00-13.45
"Samarbejdets indre dynamikker er altafgørende for at vi lykkedes. Vi skal kunne udfordre hinanden, være ærlige, direkte og turde kræve det ultimative både af hinanden og af vores fælles samarbejdspartnere"
Som ambitiøs musiker drømmer du sikkert om at tage din karriere til næste niveau. Katrine Ravns oplæg ’Musiker & Manager – grundstenene for en succesfuld karriere?’ giver dig et indblik i, hvad en professionel manager kan bidrage med til din karriere og hvordan du skaber de bedste rammer for at udfolde dit kunstneriske potentiale. Oplægget giver flere bud på, hvordan en manager kan hjælpe dig med at navigere i en kompleks musikbranche, herunder hvordan et sundt velfungerende samarbejde udvikles. Få inspiration til hvordan du kan udvikle en klar og realistisk karriereplan sammen med en manager. Og du får indsigt i, hvordan du kan skabe og styrke dit eget musikbrand gennem eksempler på gode manager-musiker samarbejder.
Om Katrine Ravn
Katrine Ravn er BA of Arts fra Roskilde Universitet i Communication & Business. I en alder af 25 år startede hun sit eget firma med fokus på at udvikle vækstlagsartister for at opbygge en grundforståelse af musikbranchen og arbejdet med talentudvikling. Dét kickstartede hendes interesse for at drive og udvikle, og i dag er hun Artist Manager på The Bank, der arbejder med artister som Benjamin Hav, Dopha, Joyce, Saveus, Soleima, The Minds of 99 og Zar Paulo.
Tutti - Musikken tættere på publikum
Kl. 15:30-16:15
Som musiker tiltrækker du publikum, engagerer og inspirer. Og ambitionen er altid at få det rette publikum til din koncert. Det gælder naturligvis også for dig, der er klassisk- eller jazzmusiker. Til oplægget "Tutti - Musikken Tættere på Publikum" kan du opleve Asbjørn Keiding give inspiration til at ændre og udvikle dit publikum. Han vil give et indblik i Tutti-projektet, hvor målet er at udvikle konkrete værktøjer, styrke formidlingsindsatsen og skabe nye koncertformer. Projektet sigter mod at skabe nye formater og markedsføringstiltag baseret på viden om publikum. Det er i det arbejde vigtigt at inddrage både det nuværende og potentielle publikum og udnytte den unikke kvalitet og betydning af den klassiske musik og jazzmusik.
Om Asbjørn Keiding:
Asbjørn Keiding er direktør for Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner - DEOO og DEOO Produktion Aps. Hans vision er, at være med til at sikre et bredt og alsidigt kulturliv, med både sammenhæng, udvikling, oplevelse og kontinuitet. Han er uddannet pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med supplerende studier i New York, Paris og Rom. Merkonomfag på Niels Brock, Musikskoleleder uddannelse, Master i Oplevelsesøkonomi fra RUC 2010.
Butikken – Hvor aftalen lukkes
Kl. 16:15-17:00
Er du i tvivl om, hvordan du skal sætte din pris? Så er du langtfra alene! Prissætning er for mange musikere en svær øvelse og kan måske også føles meget personligt at tale om. Alligevel er det vigtigt, at vi gør det. Derfor har vi inviteret Lisbeth Rysgaard, musiker, iværksætter og hovedforfatter til ’Freelancehåndbogen’ til at gøre netop det!
Om Lisbeth Rysgaard
Lisbeth Rysgaard er Dansk Musiker Forbunds karriererådgiver og coach,
der afholder Karrieretjeksamtaler og coach-forløb for alle medlemmer.
Hun er specialist indenfor opbygning og udvikling af en freelancer karriere. Lisbeth underviser i selvledelse, forretningsudvikling, tidsstyring, netværk/partnerskaber, booking/salg mm. Uddannet coach fra DISPUK, og har siden 2002 coachet mere end 4000 kunstnere indenfor forskellige kreative brancher.
Book Lisbeth Rysgaard til 1:1 rådgivning
Under SUSTAiN kan du booke 25 minutters 1:1 rådgivning med Lisbeth Rysgaard.
Du får et karrieretjek, hvor du får sparring på din karriere, indtægt, jobmodel, partnerskaber m.m. Du kan få feedback på dine planer, strategier, ønsker, udfordringer og få ideer til at skyde et par genveje til en bæredygtig musikerkarriere.
Dine DIY-kontrakter i sikre hænder
Kl. 13:45-14:30
Der er næppe nogen musiker, som ikke på et tidspunkt har følt sig usikker på, hvordan man skal takle kontrakter. Med “Dine DYI-kontrakter i sikre hænder” giver Dansk Musiker Forbunds konsulent Mikael Højris dig redskaberne til at navigere gennem kompleksiteten af musikalske aftaler og kontrakter, og han viser dig vejen til at sikre, at dine rettigheder er beskyttet.
Om Mikael Højris
Mikael Højris er Dansk Musiker Forbunds konsulent indenfor rådgivning og sagsbehandling vedrørende plade-, management- og musikbranchekontrakter m.m. Han har mere end 25 års erfaring med netop kontraktområdet. Han er også tidl. sanger, komponist, guitarist og el-bassist, uddannet oversætter, foredragsholder og forfatter til flere bøger om musikbranchen i Danmark.
Book Mikael Højris til 1:1 rådgivning
Under SUSTAiN kan du booke 25 minutters 1:1 rådgivning med Mikael Højris. Du kan få råd og vejledning til din DIY-aftale. Mikael gennemgår dine aftaler med dig og du kan stille konkrete spørgsmål i et fortroligt rum. Du skal sende dine aftaler på forhånd til mikael@dmf.dk forinden arrangementet.
Koncertaftaler uden hovedpine
Kl. 14:30-15:00
Er du træt af at håndtere uklare eller tvetydige aftaler for dine spillejobs, der kan føre til forvirring og konflikter? Oplægget "Koncertaftaler uden Hovedpine” med Dansk Musiker Forbunds konsulent Lasse Fischer, er skræddersyet til dig, der ønsker at sikre, at dine koncerter går glat og problemfrit og dine aftaler holder vand. Få introduktion til standardaftalen og hvordan du bedst tilpasser den til dine behov, hvordan du får gode ideer til forhandlingsstrategier og håndterer uoverensstemmelser så din næste koncert bliver en succes.
Om Lasse Fischer:
Lasse Fischer er Dansk Musiker Forbunds konsulent indenfor rådgivning vedrørende aflysning af spillejob og kontraktbrud for freelancemusikere og liveperformance.
Book Lasse Fischer til 1:1 rådgivning
Under SUSTAiN kan du booke 25 minutters 1:1 rådgivning med Lasse Fischer. Du kan få tips og tricks til at indgå din næste koncertaftale. Spørg om alt fra forhandling til procedure for at indgå den ordentlige aftaler med koncertarrangører og private.
DMF Forsikring
Kl. 11:30-11:45
Henrik Gundersen direktør i DMF Forsikring giver en gennemgang og et overblik af de forsikringer, der er særligt vigtige for dig som musiker.
Hør mere om hvilke forsikringer du allerede er dækket af som medlem af Dansk Musiker Forbund, og de øvrige forsikringer i DMF, så du ved, hvordan du kan blive dækket endnu bedre.
Gateway Music
Kl. 11:45-12:15
Hundredvis af udgivelser rammer hvert år musikmarkedet via Gateway Music. Her beholder du som musiker alle rettigheder selv, mens Gateway faciliterer det praktiske omkring udgivelserne og hjælper med alt fra digital opsætning til tilrettelæggelse af udgivelsesforløb. Frederik Norup og Theis Jensen fra Gateway Music vil gøre dig klogere på selskabets distributionsaftaler og om mulighederne ved at udgive selv. Hør om alt fra playlister og pitching til opsætning af artistprofiler og optimering på YouTube; alt sammen noget som Gateway hjælper med. Som medlem af DMF får du tilmed rabat på de i forvejen meget rimelige priser.