Nyuddannede i a-kasse

Er du under uddannelse kan du med fordel melde dig ind i a-kasssen FTF-A inden du afslutter, for det er nu gratis.

Flere afslutter deres uddannelse i denne tid - og i en a-kasse betyder det nye dimittender, der skal meldes ind i a-kassen. Vi skal mødes med mange af jer fra de faglige organisationer ude på skoler og uddannelsesinstitutioner i den kommende tid.

Det glæder vi os som sædvanlig til. Vi mener, at det har stor værdi, når vi står sammen side om side på sådanne møder og præsenterer den "samlede pakke", man får ved at melde sig ind hos jer og os. Det gælder ikke mindst i disse konkurrencetider, hvor der er rift om medlemmerne.

HUSK: for at opnå de fordelagtige rettigheder som nyuddannet/dimittend, skal indmeldelse i FTF-A ske inden 14 dage efter uddannelsens afslutning.

Som dimittend har man ret til dagpenge 1 måned efter uddannelsens afslutning. (Den nyuddannede får 1 måneds karens.) Man får også ret til op til tre ugers feriedagpenge - det nøjagtige antal dage afhænger af, hvornår på året, uddannelsen er afsluttet. Dimittenden har ret til feriedagpenge, uanset om vedkommende har et job eller er ledig.

Det har stor værdi for de nyuddannede at melde sig ind i FTF-A på det rigtige tidspunkt. Hvis indmeldelsen sker efter de 14 dage, kan medlemmet først få dagpenge efter 1 års medlemsskab samt 1 års arbejde.

Gratis medlemskab af FTF-A for unge under uddannelse
Unge under 30 år, der afslutter deres erhvervsmæssige uddannelse om 1 års tid, skal nu tage stilling til, om de vil have endnu bedre muligheder i FTF-A. De har nemlig som noget nyt mulighed for at blive gratis medlem af FTF-A, når en række betingelser er opfyldt.

Udover at det er gratis, er der også andre fordele ved at melde sig ind i FTF-A 1 år, før de afslutter uddannelsen. De får nemlig mulighed for at få dagpenge allerede dagen efter uddannelsens afslutning, og undgår altså at blive pålagt 1 måneds karens.

Rent praktisk skal den unge melde sig ind i FTF-A som lønmodtager og derfor være i arbejde på indmeldelses¬tidspunktet fx ved at have et studiejob nogle timer om ugen eller ved at være lønnet elev.

Det er vigtigt, at den unge aktivt beder om kontingentfritagelse på indmeldelsestidspunktet. Vær også opmærksom på, at medlemmets samlede indtægter inkl. SU i året for kontingentfritagelse højst må være 195.200 kroner. Hvis den unge opnår en højere indtægt end 195.200 kr. vil der efterfølgende blive opkrævet det fulde kontingent.

Af FTF-A | ftf-a.dk