| Sådan rammer dagpengereformen dig |
|
| Regeringen og DF har indgået en aftale - den såkaldte genopretningsplan - der påvirker store dele af den danske økonomi. Aftalen indeholder en reform af dagpengesystemet, der blandt an-det betyder, at dagpengeperioden halveres. | Her kan se hvad dagpengereformen kommer til at betyde for dine rettigheder som medlem af FTF-A:
- Halvering af dagpengeperioden
Dagpengeperioden halveres fra de nuværende 4 år til 2 år. Den kortere dagpengeperiode træder i kraft 1. juli 2010. Så hvis du bliver ledig efter 1. juli 2010, har du ret til dagpenge i 2 år inden for en periode på 3 år. Hvis du er ledig og modtager dagpenge i dag, bevarer du din hidtidige ret til dagpenge (i alt 4 år inden for en periode på 6 år). Du kan dog højst modtage dagpenge i 2 år efter 1. juli 2010. Når vi kender de præcise regler for de nuværende ledige, vil vi sende hver enkelt medlem et brev om deres fortsatte rettigheder.
- Optjening af retten til dagpenge
For at få ret til en ny periode med dagpenge efter at din ret til dagpenge er udløbet, skal du kunne dokumentere 52 ugers fuldtidsarbejde inden for en periode på 3 år (tidligere var det 26 ugers fuldtidsarbejde).
- Ingen feriepenge til nyuddannede
Regeringens genopretningsplan får også betydningen for dimittender. Hvis du er nyuddannet og i a-kasse, har du hidtil kunne få op til 6 uger med feriedagpenge - fordelt på 2 ferieår. Denne regel bortfalder og dermed må nyuddannede selv betale ferien. Reglen forventes dog først at træde i kraft fra 2011.
- Beregningsperioden øges
Beregningen af hvor meget du kan få i dagpenge bliver opgjort på baggrund af din indtægt før du blev ledig. Hidtil har grundlaget for beregningen været de seneste 13 uger inden du blev ledig. Denne periode øges med genopretningsplanen til 52 uger.
- Ingen optjening af feriedagpenge under uddannelsesforløb
Hvis du deltager i et uddannelsesforløb under VEU- eller SVU-ordningen optjener du ikke længere ret til feriedagpenge.
- Ingen grænse for skattefradrag
Det fremgår direkte af aftaleteksten, at a-kassekontingentet ikke bliver underlagt begrænsningen på 3.000 kroner i forbindelse med fradrag på selvangivelsen. Denne bestemmelse angår alene fagforeningskontingent.
- Regulering af ydelser
Modsat den tidligere fremsatte plan, vil ydelser som dagpenge, efterløn mv. fortsat blive satsreguleret efter den nugældende model.
Mere information
På nuværende tidspunkt har regeringen kun fremlagt sin plan i overskriftsform. Der vil derfor være en række præcise forhold, som vi ikke kan svare på. Så lige her og nu kan vores callcenter kun i meget begrænset omfang orientere dig om dine præcise rettigheder. Vi ved, at det er frustrerende, men kan kun henvise til at vende hyppigt tilbage til ftf-a.dk, hvor vi løbende vil følge udviklingen og orientere om det seneste nye. |
|
|
|
|