 |
|
 |
| Diverse spørgsmål & svar |
|
Betaling fra Basepoint Media Salg via Basepoint Media Udgivelse af demo Stregkode Forsinkelse pga. snestorm Moms på cd-udgivelse Aflysning accepteret Momsregistreret Likvide arrangører Hvad er U-23? Erstatning ved sygdom Erstatning for aflyst job Manglende spiritusbevilling Spam eller informationsmail Gramex-penge må ikke udelukke honorar Bandaftale Kan man sælge en melodi Regler for sampling Hvad er betalingen for airplay? Kontant afregning Bindende aftale Cd-registrering hos Gramex Musik i tv uden betaling Musikadvokat Promocd'er og NCB Force majeure Sygesikringskort Aflysning
- Stil spørgsmål til DMF via denne email-adresse
- Søg på emneord på denne side ved at klikke "ctrl" + "b" ("ctrl" + "f " i engelsk version)
Der kan være sket lovændringer mv. siden disse oplysninger blev lagt på siden. Derfor bør du altid kontakte DMF for at høre om det stadigvæk er gældende.
|
|
Betaling fra Basepoint Media Da jeg surfede rundt i Bilkas musikbutik på nettet så jeg at nogle plader, som jeg har medvirket på for en del år siden var sat til salg. Hvordan får jeg min andel af betalingen ?
Svar Udgangspunktet er at pladeselskabet fastsætter pris og afregner direkte med de enkelte kunstnere i overensstemmelse med de indgåede aftaler om royalty for denne udnyttelsestype. Imidlertid vil der være mange pladeaftaler hvor der ikke er taget højde for at materialet kan stilles til rådighed digitalt. I de tilfælde vil kunstnerne blive betalt efter en generel aftale som er under forhandling mellem IFPI og DMF/DAF. DMF repræsenterer dig i den forbindelse. Vi vil meget gerne høre fra dig hvis optagelser, som du medvirker på, er til salg hos Basepoint Medias forhandlere (fx Føtex, Bilka og A-Z) og hvis din kontrakt ikke omhandler salg i form af downloads - eller hvis der slet ikke er indgået nogen skriftlig kontrakt. Så vil DMF anmode om at betalingen indefryses indtil fordelingen er afgjort ved aftale eller voldgift.
Morten Madsen, ophavsretskonsulent
|
|
|
Salg via Basepoint Media Hvordan får jeg mine egne indspilninger sat til salg igennem Basepoint Media (tidl. Phonofile)?
Svar Du kan grundlæggende bruge Basepoint Media på to måder:
- Opret din egen musikbutik på nettet i form af en såkaldt PopUpShop. Dette er den flotteste og mest omfattende men desværre også dyreste løsning. Mindste opstartsgebyr er 2.500 kr. og PopUpShop koster desuden et årligt vedligeholdelsesgebyr på 1.500 kr. Til gengæld omfatter PopUpShop-pakken også at man kan sætte sin musik til salg via Basepoint Medias forhandlere - Bilka, Føtex osv. Hvis du er medlem af KODA betaler KODA en væsentlig andel af opstartsgebyret for dig. Det er ikke nogen betingelse for at bruge PopUpShop-løsningen at du har udgivet en cd - du skal blot have lavet fem færdig masterede numre på en audio cd.
- Sælg dine indspilninger, som er udgivet på cd gennem Basepoint Medias forhandlere.
Morten Madsen, juridisk konsulent
|
|
Udgivelse af demo Jeg har nogle studieindspilninger liggende som jeg har lavet sammen med nogle fine musikere. Egentlig til demobrug. Men de er blevet rigtig gode. De er aldrig blevet brugt til noget og mange folk spørger hvorfor jeg ikke bare selv udgiver dem. Kan/må jeg det?
Svar Med risiko for at gøre dig ked af det, må jeg desværre sige, nej det må du ikke bare gøre sådan uden videre. For det første skal du have en (skriftlig) aftale med de medvirkende musikere om at du gerne må udgive indspilningerne og på hvilke (økonomiske) vilkår. For det andet skal du have en aftale med NcB for at få lov til at udgive de værker der er indspillet - også selvom du måske selv har skrevet det hele. Har du det på plads, så er svaret ja ... men så skal du finde ud af om du "kan" gøre det. Er du f.eks. "på dagpenge" gælder der nemlig nogle særlige regler som du skal snakke med A-kassen om. Passer du ikke på kan du nemlig på sigt risikere at miste din ret til dagpenge. Har du også "styr" på det, ja så er der kun de rent forretningsmæssige og økonomiske betragtninger tilbage: Har jeg råd til det?, kan det løbe rundt?, skal jeg momsregistreres? osv. alt sammen noget som du bedst kan få svar på i forbindelse med din personlige situation og dit projekt ved at kontakte mig her i DMF.
Mikael Højris, musikkonsulent
|
|
|
Stregkode Kære DMF, skal man have en stregkode på sin cd?
Svar: Nej det er ikke noget man absolut skal. Men der er sådan set ikke nogen grund til at lade være. For det første kan man få stregkoden gratis på DMF, og for det andet så kan stregkoden være med til at gøre det lettere at få cd'en ud i butikkerne. Læs mere
Mikael Højris, musikkonsulent
|
|
|
Forsinkelse på grund af snestorm Kan arrangøren aflyse vores koncert hvis vi kommer for sent på grund af snestorm?
Svar Ja, hvis der er tale om en væsentlig forsinkelse som arrangøren ikke har accepteret. Arbejdstageren har pligt til at komme til tiden. Man skal i sin transporttid tage højde for evt. forsinkelser som vejrforhold, færdselsuheld osv. Bliver I evt. forsinket, så sørg for at tale med arrangøren (kontraktunderskriveren). Det er den eneste person som kan afgøre om forsinkelsen kan accepteres.
Pia Obel Hansen, sagsbehandler
|
|
|
Moms på cd-udgivelse Kære Mikael Højris du skrev i MUSIKEREN at man bestemt ikke behøver at være momsregistreret for at udgive sin egen cd. Hvad nu hvis omsætningen er mere end 50.000 kr. pr. år. så skal man da momsregisteres, skal man ikke?
Svar Det har du fuldstændig ret i. Forventer man at opnå et salg i den størrelsesorden, så er det rigtigt at man skal have kontakt til Told & Skat.
Det er min erfaring at langt de fleste selvproducerede cd'er primært anvendes til promotionbrug - og altså ikke sælges. Laver man en cd udelukkende til brug for promotion skal man altså ikke momsregistreres, og så er det eneste der fordres for at man kan komme i gang, en tilladelse fra NcB.
Omsætter man for mere end 50.000 kr. og udgiver cd'en til salg, og er man ikke modtager af dagpenge eller andre offentlige ydelser, er der ikke noget problem i det. Så kan man bare oprette et selskab, lade det momsregistrere og sælge sin cd. Er man derimod modtager af dagpenge eller andre offentlige ydelser så SKAL man, for sin egen skyld, tage kontakt til DMF's A-kasse-service for at få rede på, hvordan man skal forholde sig inden man går i gang med at lave firma osv.
Mikael Højris, musikkonsulent
|
|
|
Aflysning accepteret
Jeg var hyret til et job den 14. november, og vi havde aftalt et honorar på kr. 8.000,-. To dage før ringer arrangøren og aflyser. Han spurgte om det var i orden, og det sagde jeg "ja" til. Efter at have tænkt over forløbet, synes jeg egentlig ikke at det er i orden alligevel. Kan jeg kræve erstatning?
Svar: Nej, juridisk set kan du ikke kræve erstatning, for du har desværre allerede accepteret aflysningen. Såfremt aflysningen ikke kan accepteres skal du straks oplyse dette. Arrangøren skal samtidig have besked om at du vil kræve erstatning hvis ikke det lykkes dig at opnå erstatningsjob. Fremsend også dette skriftligt. Hvis du ikke kan tage stilling når arrangøren ringer, så meddel at du lige vil tænke over det og vende tilbage (kontakt evt. Forbundet). Men har du først accepteret, kan du desværre ikke bagefter kræve erstatning.
Pia Obel Hansen, sagsbehandler
|
|
|
Momsregistreret Kære DMF, behøver man at lave et firma og bliv momsregistreret for at udgive sin egen CD?
Svar: Nej det behøver man bestemt ikke. Den eneste formelle registrering man behøver for at kunne udgive sin egen CD er en clearing af rettigheder hos NcB. Man skal i det hele taget være meget varsom med at oprette selskaber og lade sig momsregistrere - ikke mindst hvis man modtager dagpenge, bistandshjælp eller anden offentlig støtte. Det er klogest ALTID at kontakte fagforeningen inden man går i gang med evt. at lave firma.
Mikael Højris, musikkonsulent
|
|
|
Likvide arrangører Kan jeg på nogen måde checke hvorvidt en arrangør er likvid? Det er meget svært at checke om en arrangør er likvid.
Svar Hvis der er rygter om at spillestedet har en skrantende økonomi kan man kræve en mindre betaling eller en bankgaranti forud for jobbet ( når kontrakten indgås).
Du kan også checke spillestedets program. Brug evt. spillestedets hjemmeside, og kontakt nogle af de kollegaer/musikere der tidligere har spillet og spørg dem til råds om betaling.
Eller du kan kontakte DMF. Vi har stor berøringsflade, og kender ofte de spillesteder/arrangører der er problemer med.
Lasse Fischer, faglig sekretær
|
|
Hvad er U-23? Jeg er studerende på kons og har set at I har et nyt ungdomskontingent: U-23. Jeg havde overvejet at melde mig ind i DMF som studerende, men hvad er nu det smarteste for mig? Skal jeg selv gøre opmærksom på hvilket kontingent jeg ønsker, og hvad er fordelene ved det ene ift. det andet?
Svar U-23 er et tilbud til alle musikere under 23 år som ønsker at være medlem af Dansk Musiker Forbund.
Medlemskabet er gratis de 3 første måneder, derefter koster det kun kr. 100,- om måneden til man fylder 23 år. Hvis man efter det 23. år er studerende, betaler man kun halvt kontingent ca. kr. 185,- om måneden indtil uddannelsen er afsluttet.
Ved indmeldelse krydser du af i rubrikken U-23 og hvis du også er studerende, skriver du uddannelsesstedet i rubrikken "Er under uddannelse", så tilsender vi en uddannelsesblanket frem til dig.
Eva Johansen, medlemsstyring
|
|
Erstatning ved sygdom Jeg har indgået aftale om at spille til en 60-års-fødselsdag den 22. november.
Vi har aftalt et honorar på kr. 4.500,-. Jeg er netop blevet ringet op (den 9. november) om at jobbet er aflyst på grund af sygdom. Jeg kan ikke få oplyst hvad kunden fejler.
Hvordan skal jeg forholde mig - kan jeg kræve erstatning?
Svar Juridisk set har du krav på dit fulde honorar (kr. 4.500,-) hvis det ikke lykkes dig at opnå erstatningsengagement. Aftalen er bindende, uanset at der er tale om sygdom - og uanset hvad arrangøren fejler.
Det er helt op til dig selv om du ønsker at fastholde dit krav eller om du ønsker at tilbyde arrangøren et forlig, fx betaling af et mindre erstatningsbeløb eller eventuelt aftale et engagement på et senere tidspunkt.
Såfremt du ønsker at fastholde dit krav, skal du straks gøre opmærksom på dette. Sørg for at arrangøren også får det skriftligt. Bemærk, at du kun har krav på erstatning hvis du lider et økonomisk tab (hvis du ikke opnår erstatningsjob den pågældende dag).
Blot for en ordens skyld skal jeg lige nævne at såfremt aflysningen først er accepteret, kan du ikke bagefter kræve erstatning.
Se også artiklen om 'Aflysning' her.
Pia Obel Hansen, sagsbehandler
|
|
Erstatning for aflyst job
Jeg var hyret til et job den 14. november, og vi havde aftalt et honorar på kr. 8.000,-. To dage før ringer arrangøren og aflyser. Han spurgte om det var i orden, og det sagde jeg "ja" til. Efter at have tænkt over forløbet, synes jeg egentlig ikke at det er i orden alligevel. Kan jeg kræve erstatning?
Svar: Nej, juridisk set kan du ikke kræve erstatning, for du har desværre allerede accepteret aflysningen.
Såfremt aflysningen ikke kan accepteres skal du straks oplyse dette. Arrangøren skal samtidig have besked om at du vil kræve erstatning hvis ikke det lykkes dig at opnå erstatningsjob. Fremsend også dette skriftligt. Hvis du ikke kan tage stilling når arrangøren ringer, så meddel at du lige vil tænke over det og vende tilbage (kontakt evt. Forbundet).
Men har du først accepteret, kan du desværre ikke bagefter kræve erstatning.
Pia Obel Hansen, sagsbehandler
|
|
Manglende spiritusbevilling Jeg skulle spille et job i weekenden, men arrangøren har aflyst fordi spillestedet har mistet spiritusbevillingen. Kan jeg kræve erstatning?
Svar Ja! Det er ikke dit ansvar at spillestedet ikke har sørget for at få en spiritusbevilling. Spillestedet bør have de basale forhold i orden inden de engagerer musik.
Du skal dog være opmærksom på at du kun har krav på erstatning hvis du ikke opnår erstatningsengagement den pågældende dag.
Pia Obel Hansen, sagsbehandler
|
|
Spam eller informationsmail?
Jeg har sendt en mail ud til en lang række koncertarrangører i Danmark. Det er mail-adresser som jeg har fra offentligt tilgængelige registre og hjemmesider. Mailen er et brev (kære koncertarrangør) med beskrivelse af mit ensemble og hvilke datoer vi spiller i 2005, samt at de er velkomne til at henvende sig hvis de er interesserede i at arrangere en koncert med os.
Nu har en af modtagerne skrevet tilbage til os at det efter hans opfattelse er ulovligt at sende sådan en mail og at "annoncering via nettet ifølge dansk lov er forbudt". Er det virkelig rigtigt i pågældende tilfælde?
Svar:
Under de omstændigheder, som du oplyser, er det korte svar JA, det er ulovligt at sende uanmodede e-mails (spam) indeholdende reklame til fx koncertarrangører. Hvis en række betingelser er opfyldt, må I imidlertid gerne sende e-mails ud uden samtykke fra modtageren:
- modtageren skal have engageret jeres ensemble tidligere og have indgået aftale med jer efter den 25. juli 2003.
- modtageren af reklamen skal i forbindelse med det tidligere engagement selv have oplyst sin email-adresse.
- modtageren af reklamen skal ved engagementet have fået oplyst, at der fremover vil blive sendt reklamer og hvordan (e-mail, SMS o.l.)
- modtageren skal i forbindelse med engagementet have haft mulighed for at sige "nej tak".
- modtageren af reklamen skal ved hver eneste efterfølgende udsendt reklame have en let og gebyrfri adgang til at sige "nej tak"
- jeres ensemble må kun reklamere for egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser.
Du kan læse mere om markedsføringslovens regler på: www.forbrug.dk
Morten Madsen, juridisk konsulent
|
|
Gramex-penge må ikke udelukke honorar
Jeg arbejder en del i Tyskland som studiemusiker og oplever at det nærmest er kutyme for producenterne at have denne holdning: "Du får dine Gramex-penge (eller GVL som det hedder hernede), og derfor skal du ikke også have honorar." Jeg synes ikke det er rimeligt, hvad gør jeg?
Svar Du skal stå fast på at få tarifmæssigt honorar for det studiearbejde du udfører. Gramex- eller GVL-vederlag dækker kun brug af din præstation ved offentlig fremførelse og er ikke betaling for din arbejdsydelse i studiet. Hvis optagelsen, som du medvirker på, af en eller anden grund ikke bliver udgivet får du heller ikke anden betaling end en lang næse. For at få vederlag gennem GVL skal du i øvrigt kunne dokumentere at du har fået udbetalt studiehonorar idet GVLs vederlag fordeles på grundlag af musikernes studiehonorar. Altså; er dit studiehonorar lig nul, bliver dit GVL vederlag også lig nul. De producenter som giver udtryk for den holdning du refererer, er derfor i bedste fald håbløst uvidende om hvordan deres ordning fungerer.
Hvis du medvirker på tyske indspilninger hjælper Gramex dig med at få dit GVL-vederlag hjem og varetager kontakten til GVL. Kopier af kontrakter m.v. skal indsendes til Gramex én gang om året. Se i øvrigt meddelelsen her.
Morten Madsen, ophavsretskonsulent
|
|
Bandaftale Jeg spiller i et band og vi har allerede købt en del fælles udstyr (PA og den slags). Vi er også ved at lave en demo som finansieres i fællesskab. Hvordan laver man en indbyrdes kontrakt der sikrer os mod for mange besværligheder hvis vi bliver uvenner og splitter bandet eller en melder sig ud?
Svar Spiller man i et band er det klogt at lave en bandaftale. Et dokument der beskriver de interne forhold i bandet: f.eks.: hvem der ejer hvilket grej/gear, hvem der har skrevet sangene, hvem der har retten til bandnavnet osv. Man kan udforme sådan en aftale på mange måder, men bare huske at den mindst skal indeholde de 12 nedenstående punkter:
- Bandnavn, dato for etablering af bandet, bandets hjemsted, organisationsform (interessentskab, forening, firma - SE-nummer) og navnet på den eller de personer der har startet bandet.
- Angivelse af hvem der har retten til bandnavnet (bl.a. i tilfælde af opløsning af bandet).
- Navne på alle bandmedlemmer m. dato for indtræden i bandet og angivelse af instrument(er), cpr-nummer, adresse og telefonnummer.
- Oversigt over alt fælles anlæg (f.eks. PA, monitors, lys osv.), køretøj osv.
- Angivelse af hvem der ejer evt. anlæg/køretøj m.v. som anvendes fælles.
- Angivelse af hvordan bandmedlemmerne indbyrdes afregner evt. udgifter til f.eks. øvelokale, lejet anlæg m.v.
- Bestemmelse om hvordan gælden afvikles i tilfælde af opløsning af bandet.
- Bestemmelse om hvordan evt. udtrædende og/eller indtrædende medlemmer i bandet er stillet i forhold til bank- eller anden gæld.
- Angivelse af hvem i bandet der har hvilke ansvarsområder: regnskab, booking af jobs, booking af færger, hoteller m.v., kontakt til pressen, promotionarbejde, kontakt til pladeselskab/management/booking-bureau mv.
- Angivelse af hvem der er sangskrivere (komponist, tekstforfatter, arrangør) i bandet.
- Angivelse af registrering hos og fordeling af indtægter fra Gramex, KODA og NcB.
- Angivelse af hvordan andre indtægter anvendes og/eller fordeles imellem bandmedlemmerne, f.eks. honorarer for optræden, indtægter fra pladesalg osv.
Mikael Højris, musikkonsulent
|
|
Kan man sælge en melodi? Kan man sælge en melodi, f.eks. til et firma således at firmaet ikke skal betale KODA-vederlag når de bruger musikken?
Svar: Nej, hvis man er medlem af KODA kan man ikke "sælge" sin melodi. Der vil altid skulle betales til KODA (og dermed til ophavsmanden) for enhver brug af melodien.
Mikael Højris, musikkonsulent
|
|
Regler for sampling Hvilke regler gælder hvis jeg vil sample et stykke musik og bruge det i mit eget nummer?
Svar: Som hovedregel kan man sige at hvis det man har samplet er noget der kan genkendes, skal man have en tilladelse fra ophavsmanden (eller ophavsmandens eventuelle musikforlag) og fra det pladeselskab der har udgivet den indspilning man ønsker at sample fra.
Ofte vil den oprindelige ophavsmand kræve at få andele i det nye værk (som indeholder samplingen) og det oprindelige pladeselskab vil også kræve en betaling. Man skal altid sørge for at have en skriftlig tilladelse fra den oprindelige ophavsmand, ellers vil KODA, hvis KODA bliver bedt om det af ophavsmanden, spærre for udbetalingen af KODA-vederlag for det nye musikværk indtil tilladelsen bragt i orden.
Mikael Højris, musikkonsulent
|
|
Hvad er betalingen for airplay? Vi er et band på fire personer, og det er mig (bassisten) der laver vores numre. Et nummer fra vores første album har lige været "Ugens Uundgåelige" på P3, og nu spekulerer jeg på hvor meget vi/jeg kan se frem til i udbetaling for det.
Svar: Vederlagsniveauerne fra KODA og Gramex svinger fra år til år, og det er ikke muligt at komme med sikre forudsigelser. Men vi kan oplyse hvad I ville have fået udbetalt for offentlig fremførelse af jeres musik i fx 2004. Hvis vi forudsætter at det pågældende nummer er 4 minutter langt og at P3 spillede det hele, ville I for hver gang det blev spillet få følgende:
Fra KODA ville du som komponist og tekstforfatter have fået: 130 kr. Fra Gramex ville I hver i bandet, som udøvende kunstnere, have fået: 33 kr.
Men det er vigtigt at forstå, at der er utroligt mange variabler i de beregninger der ligger til grund for udbetalingerne fra forvaltningsselskaberne. Der er derfor ved ovenstående beregning bl.a. forudsat at du ikke har indgået nogen forlagsaftale og at I ikke selv, men et pladeselskab, er indehaver af producentrettighederne på indspilningen. De oplyste tal er altså meget konkrete og der kan ikke udledes noget som helst om hvad betalingen ville have været under andre forudsætninger, fx en anden besætning eller varighed osv. osv. Inkluderet i de 130 kr. fra KODA er, udover DR's egen betaling, ophavsmandens andel af "andre KODA indtægter." Dette begreb dækker fx over baggrundsmusik i butikker, restauranter mv. og er baseret på DR's rapportering. Også i den anførte Gramex-betaling indgår andre betalingskilder end lige DR.
Morten Madsen, ophavsretskonsulent
|
|
Kontant afregning I mine kontrakter skriver jeg altid at jeg skal have kontant betaling umiddelbart efter jobbet. Jeg har dog flere gange været ude for at arrangøren vil betale med en check. Kan jeg afvise betalingen?
Svar: Kontanter er jo altid at foretrække. Men hvis der er tale om en banknoteret check, indestår banken for at der er dækning på checken, og så er det lige så godt som kontanter.
Du kan godt afvise betaling med en helt almindelig check, men vi vil ikke anbefale dig at gøre det. Hvis arrangøren ikke har kontanter, er det bedre at tage imod checken. Skulle det vise sig at den er dækningsløs, kan vi gå direkte i Fogedretten med kravet. Men vi skal bruge den originale check så husk at passe godt på den
Pia Obel Hansen, sagsbehandler
|
|
Bindende aftale Jeg står i den situation at jeg pr. e-mail har kommunikeret med en arrangør der vil hyre mig og mit band til en fest. I sidste mail skriver hun at hun gerne vil booke os til deres fest og om vi sender en
bekræftelse. Efterfølgende sender jeg en kontrakt der skal underskrives og sendes tilbage til mig.
Nu har jeg så fået en mail fra hende om at hun har modtaget kontrakten. Samtidig spørger hun om hun skal betale det fulde beløb hvis arrangementet bliver aflyst pga. sygdom eller dødsfald efter de har skrevet under. Mit spørgsmål er om jeg kan betragte den mail, hvori hun siger at de gerne
vil booke os, som en indgået aftale? Eller er det kontrakten der er gældende? Nedenfor står der ordret fra mailen (citat): "Jeg vil gerne booke jer til vores (kobberbryllups-)fest." (...) "Vil du sende en bekræftelse? Vi glæder os allerede meget."
SVAR Aftalen er først endeligt indgået når kontrakten er underskrevet. Så selvom I har en aftale pr. e-mail, er den altså ikke bindende da kunden har anmodet om at få fremsendt en kontrakt. Kontrakten "overruler" andre aftaler!
Pia Hansen | Faglig sekretær
|
|
Cd-registrering hos Gramex Hvordan og hvornår får man sin cd-udgivelse registreret hos Gramex?
SVAR Bjørn Juell-Sundbye, direktør i Gramex svarer: Sidste år registrerede Gramex ca. 1.300 nye danske cd'er, en lille nedgang i forhold til året før. Vi ved at mange hundrede flere cd'er udgives mere eller mindre kommercielt hvert år her i Danmark.
Når cd'erne bliver sendt ind til Gramex sammen med en liste over de medvirkende (studielisten), bliver de registreret i takt med, at de bliver spillet på en radiostation, hvis rapporteringer danner grundlag for den individuelle fordeling. Det betyder, at en cd skal være afspillet i DR, TV 2, SBS, Radio 100, den nye 5. radiokanal eller i udlandet for at blive registreret. Desuden vil cd'en også blive registreret, hvis den er registreret i Danmarks Radios Diskotek.
Vær opmærksom på, at afspilninger på lokalradioer ikke rapporteres detaljeret til Gramex. Derfor fordeles indtægterne fra disse radio på grundlag af andre radionøgler så som landsradio, regionalradio og kommerciel radio.
Gramex opbevarer alle de indkomne cd'er og studielister. Pt. har vi lidt over 100 studielister på cd'er fra 2004, der endnu ikke er blevet spillet i nogen af de nævnte stationer, og derfor endnu ikke er registreret.
Det er altså fortsat meget vigtigt, at de musikere, der selv udgiver deres cd'er, indsender dem sammen med studielister til Gramex så tidligt som muligt. Så er data så rigtige som muligt, og så kan Gramex bedre følge op, så snart der rapporteres en afspilning.
|
|
Musik i tv uden betaling Vi er et band der har fået tilbudt at få vores musik med i film og tv-programmer - vi skal bare skrive under på at vi ikke vil kræve at få betaling for det. Vi tror, det vil være rigtig god reklame for os, men kan vi det?
SVAR Nej, det kan i næppe - i hvert fald ikke hvis I er medlemmer af KODA. Er I det, har I nemlig overdraget opkrævning af alle jeres komponistrettigheder til KODA. Det er også tvivlsomt om det, når alt kommer til alt, er specielt god reklame ... prøv selv at tjekke for ofte man ikke i rulleteksterne på film og tv får at vide hvem der har lavet musikken. Eller hvor hurtigt rulleteksterne kører hen over skærmen, så man alligevel ikke kan nå at opfatte det.
Mikael Højris
|
|
Musikadvokat Som sangskriver har jeg opsøgt internationale publishing-selskaber (forlag) på nettet og har i den forbindelse set, at mange af dem ikke modtager materiale, med mindre det kommer frem via en advokat el. lign. Har I kendskab til advokater der har erfaring indenfor den slags?
Svar Den situation, du beskriver, er desværre helt almindelig - nemlig at selskaber i musikbranchen (både pladeselskaber og musikforlag) afviser at modtage "unsolicited material", dvs. materiale (demo osv.) som de ikke selv har bedt om, og at de samme selskaber henviser til at man kan rette fornyet henvendelse via en musik "advokat" eller en manager.
Grundene hertil er mange, bl.a. at begrænse mængden af demoer, som kommer i postkassen. Men den enkeltstående væsentligste grund er, at mange af disse selskaber er panisk bange for at noget af det musik de måtte modtage ikke skulle komme fra den retmæssige ejermand (altså skulle være stjålet/piratkopieret), og at selskabet således evt. risikerer at indgå aftale med nogen om noget musik, som de faktisk ikke har rettigheder til. Ikke mindst i USA er det den direkte vej til en retssag (derovre er ordene "I will sue you" jo en del af hverdagssproget), og det har ingen i musikbranchen lyst til at risikere.
En måde at "omgå" problemet på, er ved at have en velfungerende hjemmeside og/eller en profil på fx MySpace - og dér have musikeksempler liggende til gennemlytning.
Da vil man kunne sende et simpelt brev eller en mail til de "A&R" (dvs. repertoirefolk) hos musikforlag og pladeselskaber, som man gerne vil have skal interessere sig for musikken. Det vigtige i den sammenhæng er at gøre et stykke arbejde for at finde frem til hvilke konkrete personer, man skal henvende sig til - et "blanko brev" når næppe længere end den nærmeste papirkurv.
Mikael Højris
|
|
Promocd'er og NCB Vi er et band, der spiller covernumre. Vi har netop indspillet en cd med sange af nutidige komponister samt et par gamle "traditionals". Vi "brænder" selv cd-skiverne. Cd'en er ikke til salg, men kun til promovering, men vi overvejer også at sende den til DR med henblik på at blive spillet i radioen. Hvordan skal vi forholde os til at registrere de covernumre, vi har indspillet. Skal fx KODA have besked?
Svar Selvom cd'en kun er til promovering skal I ansøge NCB om autorisation til at fremstille eksemplarerne af den. Hvis alle eksemplarer gives væk skal I betale NCB's almindelige minimumssats på 4,55 kr. pr. cd-album. Selvom I kun brænder få eksemplarer skal I være opmærksomme på at I alligevel skal betale mindst 300 kr. for at få NCB's autorisation. Hvis cd'en er i nærheden af at blive spillet i radioen, vil jeg endvidere anbefale at I registrerer "udgivelsen" hos Gramex - herunder at I udfylder og indsender en studieliste til Gramex.
Morten Madsen
|
|
Force majeure Hvis jeg skal ud at spille og Politiet fraråder udkørsel (typisk pga. sne), er der så tale om force majeure, som man så kan henholde sig til i sin kontrakt med en arrangør?
Svar: Definitionen på "force majeure" er uforudsete og udefra kommende begivenheder, der gør det umuligt for en aftalepart at opfylde aftalen. Typiske eksempler på force majeure er naturkatastrofer så som bl.a. orkan, krig, ikke-varslet ulovlig strejke og lignende.
Det vil være omfattet af force majeure-begrebet, hvis Storebæltsbroen pludselig lukker uden varsel og du bliver fanget i en bilkø med bandbus og hele orkesteret, og derfor ikke kan nå frem til spillestedet før dagen efter jobbet skulle være spillet. Derimod vil kraftigt snefald eller storm normalt ikke være force majeure, hvis man har kunnet tage bestik af vejrmeldingen og blot har måttet påregne lang ekstra transporttid. Det er ikke afgørende i sig selv om politiet har frarådet udkørsel. Afgørende er om det er muligt at nå frem i rette tid, hvis man tager hjemmefra så transportform- og tid er afpasset efter forholdene.
En arrangør af en sommerfestival vil ej heller kunne aflyse din optræden på grund af regnvejr under henvisning til force majeure.
Pia Hansen
|
|
Sygesikringskort Er det godt nok at have det gule sygesikringskort hvis man vil sikre sig inden man skal til udlandet at spille?
Svar Det Gule Kort - Den offentlige rejsesygeforsikring - dækker sygdom/hospitalshjælp mv. samt hjemtransport under ferierejser under 30 dage i Europa. Men hvis rejsen inkluderer så meget som 1 times arbejde bortfalder dækningen! Ordningen ændres (forringes) endda pr. 1. januar 2008, hvor det Gule Korts dækning reduceres til EU-lande og hjemtransportdækningen bortfalder.
Det Blå Sygesikringsbevis (EU kort) sikrer at man dækket - på godt og ondt - på linie med det pågældende EU-lands borgere. Kortet dækker i indtil 1 år og skelner ikke mellem ferie eller arbejde og har i øvrigt ingen begrænsninger vedrørende bestående lidelser eller kroniske sygdomme. Kort sagt man indtræder i det pågældende lands borgers rettighed til sygehjælp / hospitalshjælp; men NB ingen dækning for hjemtransport!
Med mindre der er tale om et længere varende ophold der har karakter af fast ophold vil det rigtige råd til vore medlemmer - som skal arbejde i udlandet - være: Tegn en rejseforsikring! Og efter 1. januar 2008 tegn rejseforsikring, uanset, om du skal på ferie eller arbejde i udlandet. DMF Forsikring har indgået aftale med Gouda Rejseforsikring om etablering af rejseforsikringer primært i forbindelse med arbejde eller studie i udlandet. Kontakt Søren Wrist på 35 240 240, hvis du ønsker mere info eller se her.
Søren Wrist
|
|
|
Arrangøren aflyser, hvad gør jeg?
Vore medlemmer oplever i stigende grad, at arrangøren aflyser bestilte musikengagementer. Vi møder derfor dagligt spørgsmålet - hvad gør jeg / kan jeg kræve erstatning? Vi bringer her en generel vejledning (hvis du er overenskomstansat skal du dog lige kontakte forbundet, idet der her kan være indgået særlige betingelser).
Vejledning Årsagerne til aflysningerne er mange: manglende tilmeldinger til arrangementet, manglende spiritusbevilling, dobbeltbooking, sygdom, bedre tilbud fra anden side osv. Ingen af disse begrundelser berettiger arrangøren til at hæve den indgåede aftale med mindre dette på forhånd er aftalt ! Kun i tilfælde af force majeure (krig, naturkatastrofer o.lign.) kan afbestilling finde sted. Hvis der ikke er aftalt nærmere betingelser omkring aflysning -er Aftaleloven gældende. Af Aftaleloven fremgår det, at en aftale - mundtlig som skriftlig - er bindende. Det betyder, at hverken du eller arrangøren kan aflyse uden at betale erstatning - hvis der vel og mærke er lidt et tab.. det kommer vi ind på lidt senere. Først og fremmest er det vigtigt, at man kan bevise, at der er indgået en aftale. Derfor står en sag ofte meget dårligt, hvis aftalen er indgået mundtligt. Arrangøren hævder nemlig ofte, at der blot har været tale om en forespørgsel og ikke en endelig bestilling. Det er DIG der har bevisbyrden, sørg derfor altid for at indgå dine aftaler skriftligt (du kan evt. benytte forbundets standardkontrakter, som du kan rekvirere gratis). Husk på, at en skriftlig aftale også sikrer dig/arrangøren mod misforståelser. Forbundet har ikke mulighed for at hjælpe dig, hvis aftalen ikke kan bevises.
1. Bliver engagementet aflyst skal du omgående meddele, at arrangøren vil være erstatningspligtig, hvis du lider et tab. Det er vigtigt, at denne oplysning også sendes på skrift, så du kan bevise, at du har taget forbehold for krav om erstatning. Bemærk, at hvis du først har accepteret aflysningen, så kan du ikke bagefter kræve erstatning.
2. Du skal nu forsøge at begrænse dit tab - det vil sige, at du skal gøre en indsats for at opnå erstatningsengagement. Var du f.eks. bestilt til at spille den 1. juni - så skal du altså forsøge at opnå et andet job denne dag. Ved en evt. retssag kan du risikere at skulle bevise, at du har forsøgt at begrænse dit tab. Det er derfor en god idé at sende en skrivelse til diverse bookingbureauer om, at du er ledig pågældende dag - og notere dato/navn/kontaktperson på de steder, hvor du ellers har søgt job.
3. Lykkes det dig ikke at opnå erstatningsengagement, er du berettiget til fuld erstatning, svarende til det oprindeligt aftalte honorar. Har du opnået erstatningsengagement, men til et lavere honorar, så skal arrangøren betale differencen. For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det er endog meget vanskeligt at opnå erstatning, hvis aflysningen er sket med mere end 3 måneders varsel. Generelt finder Byretten, at mere end 3 måneder er et rimeligt afbestillingsvarsel. Men det afhænger helt af den konkrete sag.
4. Hvis arrangøren afviser at betale erstatning, så kører vi meget gerne sagen for dig - og vi dækker naturligvis alle sagsomkostninger. Vi vinder i øvrigt 98% af vore retssager. Dog skal vi ikke undlade at bemærke, at man kan risikere, at arrangøren er insolvent, altså er ude af stand til at betale - og så er der beklageligvis ingen penge at hente. 5. Sluttelig skal vi lige nævne, at det er helt op til dig selv, om du ønsker at acceptere en aflysning, indgå forlig eller om du vil fastholde krav om fuld erstatning. Er du i tvivl om hvordan du skal forholde dig i en given situation, så kontakt os hellere én gang for meget end én gang for lidt.
Pia Hansen
|
| |
|
|
|
|
 |
| Dansk Musiker Forbund
• Sankt Hans Torv 26 • DK-2200 København N • e-mail: dmf@dmf.dk • Tel: 35 240 240 • Fax:
35 240 250 |
|
 |
Støtte fra de kollektive rettighedsmidler 1. oktober er næste frist for at søge økonomisk støtte til udgivelse, faglig dygtiggørelse, studieophold i udlandet mv. læs mere
Kunstnerbolig i Italien Ledige uger til ophold i refugiet i Italien for resten af 2010. Se nederst på siden. læs mere |
 |
|