 |
|
 |
| Skat spørgsmål & svar |
|
Fratrække bærbar computer Honorar-lønnede koncerter Transportfradrag Afskrivning af trailer SU og pensionsfradrag Rejsegodtgørelse KODA og SU Rejsefradrag Fratrække studieudgift Skattefrihed for legater Band som virksomhed Fradrag for kørsel Instrumentkøb uden for EU
- Spørgsmål om skat kan mailes til DMF's skatterådgiver, Trine Budtz
- Søg på emneord på denne side ved at klikke "ctrl" + "b" ("ctrl" + "f " i engelsk version)
Der kan være sket lovændringer siden disse oplysninger blev lagt på siden. Derfor bør du altid kontakte DMF for at høre om det stadigvæk er gældende.
|
|
Fratrække bærbar computer Jeg købte en bærbar computer i 2003, som jeg trak fra i skat, fordi jeg bruger den med mine keyboards, når jeg er ude og spille. Imidlertid gav jeg den til min ekskæreste, da vi gik fra hinanden tidligere i år, idet hun ellers havde været 'computerløs'.
Nu er mit spørgsmål om jeg kan fratrække udgiften hvis jeg køber mig en ny bærbar i år? Vil skattevæsenet mon godtage det?
Svar Der er to ting at sige til det. Hvis du har foræret en bærbar pc til din (eks)kæreste, må det formodes at pc'en har haft en brugsværdi og dermed også en handelsværdi på foræringstidspunktet. Du skal derfor beskattes af den værdi pc'en har i 2006 fordi du har trukket anskaffelsesudgiften fra i skat i 2005. Jeg kan ikke sige noget fornuftigt om handelsværdien af den nu, det må du selv overveje.
Har den eksempelvis en værdi af 2.000 kr., skal du beskattes af det beløb i personlig indkomst (rubrik 20). Jeg forudsætter her at pc'en var straksafskrevet med 100% samt at pc'en ikke indgår i selvstændig erhvervsvirksomhed, dvs. at du er lønmodtager og/eller honorarmodtager.
Dernæst står det klart at du naturligvis kan få fradrag/afskrive en ny pc du anskaffer på samme vis som tidligere når det drejer sig om en pc du anvender erhvervsmæssigt. I øvrigt er der ikke nogen regel om at du ikke må have to pc'er eller flere som du afskriver på. Det kommer jo an på behovet og om man kan føre bevis for, eller redegøre fornuftigt for, den erhvervsmæssige anvendelse af flere pc'er.
Det er dog ikke ualmindeligt at man må indrømme en vis privat andel på pc'er - fx 25 % - når det er en pc man har i hjemmet, men derudover er der ingen hindringer.
|
|
|
Honorar-lønnede koncerter Kan man trække transport til prøver i forbindelse med en koncert fra? Altså prøver på andre dage end koncerten, men som er decideret forberedelse til denne. Jeg arbejder ofte med musikere i andre byer og ofte er det mig der kommer til dem. Hvordan dokumenterer man det, og hvor mange prøver kan anses for rimeligt? (I forbindelse med første job med et nyt ensemble kan det jo godt blive til noget.)
Svar Ja, udgifter til befordring/transport i forbindelse med prøver forud for koncerter er også fradragsberettigede. Det er svært at sige noget præcist om, hvor mange prøver der i givet fald er rimeligt.
Hvis man som ensemble i en periode er i færd med at indarbejde et repertoire, uden det er direkte med henblik på en koncert, vil der nok være tale om "etablering", og så er udgifterne ikke fradragsberettigede. Hvis der er tale om prøver med henblik på en bestemt koncert, så er udgiften i direkte forbindelse med indkomsterhvervelsen, og udgiften kan trækkes fra.
Du kan vælge at fratrække de faktiske, dokumenterede udgifter eller anvende standardsatser.
Hvis du kører i egen bil, kan du fratrække 3,35 kr. pr. km (2007-sats), og det forudsættes at du kører i egen bil og fører kørebog ved hjælpe af bilens kilometertæller. Fradrag for udgiften gives i personlig indkomst (selvangivelsens rubrik 29). Se seneste skattesatser her
Hvis du ikke har dokumentation for befordringen og ikke kører i egen bil, kan du anvende den almindelige standardsats som gælder for lønmodtageres befordring hjem-arbejde. Fradraget gives i så fald som ligningsmæssigt fradrag (selvangivelsens rubrik 51).
|
|
Transportfradrag Jeg har for nylig spillet to jobs med min duo. Et i Jylland til 2.500 kr. og et søndag eftermiddag på Fyn til 2.000 kr. Til formålet havde vi lejet en bil for 250 kr. pr. dag. Hvor meget kan jeg tillade mig at trække fra i transport? Jeg har betalt broafgift og benzin oveni.
Svar: Når du er honorarmodtager som kunstnerisk optrædende/musiker har du mulighed for at fradrage de faktiske udgifter ved transport, da transporten defineres som erhvervsmæssig befordring. Dvs. at du/I i denne situation kan fratrække de faktiske, dokumenterede udgifter til billeje og benzin og broafgift. Hvis I er to om at betale, bliver der fradrag for halvdelen af udgiften til hver. I selvangivelsen fratrækkes beløbet i rubrik 29 (fradrag i personlig indkomst).
|
|
|
Afskrivning af trailer Jeg har udskiftet Hi-Acen med en Mondeo og skal derfor købe en trailer. Jeg har fået et tilbud på en ny Brenderup Trailer med tilbehør til 14.000 kr. Mit spørgsmål er så: Hvordan skal sådan en tingest afskrives når den udelukkende bruges til transport af musikinstrumenter? Hvor meget kan afskrives i år, hvor meget næste år?
Svar: Traileren skal afskrives efter de almindelige regler ligesom andre driftsmidler, fx instrumenter, da anskaffelsessummen er over 10.500 kr. Der kan maksimalt afskrives 25 % af anskaffelsessummen eller afskrivningssaldoen indtil saldoen er under den nævnte grænse. Derefter afskrives resten på én gang. For dit vedkommende udgør afskrivninger 3.500 kr. det første år, og året efter vil du så kunne afskrive resten, 10.500 kr., på én gang.
Men du må nok indse at du ikke kan komme uden om en mindre privat andel, som ikke kan fratrækkes, da det også er muligt at bruge traileren til private formål hvis den står hjemme ved din bopæl. At du erklærer at du kun bruger den til instrumenttransport, vil formodentlig ikke være tilstrækkeligt til at du kan få fradrag for de fulde afskrivninger.
Det er op til dig selv, om du på forhånd vil anslå en privat andel af afskrivningerne (10-20 % måske), eller om du vil vente og se hvad skatteforvaltningen siger hvis din selvangivelse kommer til revision.
|
|
|
SU og pensionsfradrag Jeg har et spørgsmål til dig mht. SU-stipendium og pension. Jeg kan allerede nu se at min indkomst i 2003 vil overstige de 66.852 kr. som SU-fribeløbet er sat til. Jeg har derfor sagt min SU fra i november og december måned. En god ven har dog netop fortalt mig at man har den mulighed at sætte de penge man tjener over fribeløbet ind på sin pensionsopsparing. Er dette en mulighed?
Svar: SU-reglerne er meget snævre når det drejer sig om hvilke beløb der ikke tæller med i egenindkomsten hvilket er det officielle myndighedsudtryk for SU-fribeløbet.
Det er kun disse indkomster, der ikke tæller med:
- SU (stipendier og lån)
- arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag: 8%)
- renter af beløb, der er sparet op 31. december 1993 i henhold til lov om uddannelsesopsparingskonti og som du ikke senere har hævet.
Ifølge reglerne medgår enhver positiv indkomst i personlig indkomst bortset fra ovenstående undtagelser.
Andre fradrag reducerer derfor ikke egenindkomsten, heller ikke selvom skattemyndighederne har godkendt fradragene på din selvangivelse. Det betyder endvidere at SU-styrelsen ikke modregner indkomster der er negative (fx underskud i virksomhed), fradrag i personlig indkomst (fx kapitalpensionsindbetalinger) eller negativ kapitalindkomst (fx renteudgifter) og ligningsmæssige fradrag i øvrigt. Bemærk især at evt. underskud i virksomhed ikke tæller, men at virksomhedens resultat i stedet indgår med 0 kr.
|
|
|
Rejsegodtgørelse Jeg er sanger og bor i Århus, men modtager sangundervisning i København. Selve sangundervisningen er betalt af konservatoriet, hvor jeg er studerende, men rejsen Århus-København skal jeg selv betale. Jeg tjener penge ved at lave børneshows hvor sang er en stor del af optrædenen. Jeg vil gerne høre om jeg kan trække rejserne fra i skat?
Svar Kort fortalt kan jeg sige at skattemyndighederne overordnet set er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for udgifter til undervisning, kurser og studierejser samt udgifter til befordring i forbindelse med sådan undervisning. Kun i de tilfælde hvor der er tale om kortvarige kurser eller generel vedligeholdelse af færdigheder kan professionelle musikere/sangere opnå fradrag for sådanne udgifter.
Problemet er så at du samtidig er studerende på konservatoriet. Jeg har endnu ikke set at skattemyndighederne vil godkende fradrag for udgifter til undervisning for skatteydere der samtidig er studerende på en grundlæggende uddannelse hvor der er et fagligt sammenfald mellem den grundlæggende uddannelse og undervisningen. Det er ikke muligt for skatteyderen at løfte bevisbyrden for at undervisningen ikke har noget med (konservatorie-)uddannelsen at gøre, og udgifter til grundlæggende uddannelse er generelt ikke fradragsberettigede. Fx kan man normalt heller ikke opnå fradrag for udgifter til efteruddannelse/kurser der ligger i umiddelbar forlængelse af en grundlæggende uddannelse.
Mit svar er derfor at du ikke kan forvente at få fradrag for befordringen i forbindelse med sangundervisningen.
|
|
|
KODA og SU Jeg får SU. Jeg har også en stor KODA-indtægt som jeg sidste år købte instrumenter for. Kan jeg dermed trække det fulde beløb til køb af instrumenter fra i skat som driftsudgifter? Eller er der en grænse når jeg nu også er studerende på SU?
Svar: Reglerne er således at du kan få fradrag for de udgifter som du har i forbindelse med indtægtsgivende arbejde eller til at erhverve, sikre og vedligeholde din indkomst. Det betyder at det nok er tvivlsomt om du kan få fradrag for instrumentkøb hvis du ikke har haft indtægter fra spillejobs, men kun en KODA-indtægt. Endvidere vil skatteforvaltningen kunne sige at du bruger instrumenterne til konservatorieuddannelsen (jeg går ud fra at det er musik du studerer). Brug af instrumenterne i uddannelsesøjemed er ikke fradragsberettiget. Fradraget reduceres derfor normalt med 50 %.
Ellers må argumentet for (delvis) fradragsret være at du for at komponere også skal bruge instrumenter (det er jo logisk nok, men det kan godt volde kvaler i praksis når man skal overbevise skatteforvaltningen).
Under alle omstændigheder kan du beløbsmæssigt ikke fratrække flere udgifter end du har indtægter.
Måske bør du overveje at vente med at trække udgifter vedrørende instrumenter fra til du er færdig med uddannelsen. I givet fald vil det dog ikke være anskaffelsessummen der kan trækkes fra, men instrumenternes værdi efter en værdiansættelse foretaget af en professionel.
|
|
|
Rejsefradrag Jeg har rundt i krogene hørt snak om at man ikke længere kan trække rejsediæter for kost og logi fra. Er det rigtigt?
Hvad gør man med fradrag for broafgift over Storebæltsbroen hvis man er flere i bilen? Der er jo kun en der kan trække brobilletten fra? Der er noget med at man kan trække 90 kr. fra, men hvordan fungerer det helt præcist?
Svar: Vedrørende kost og logi også kaldet rejsefradrag: Ja, der er noget om snakken. Det er ikke fordi reglerne er blevet ændret, men der er sket en vis præcision af reglerne gennem praksis. Det betyder at standardsatserne for kost og logi som vanligt kan anvendes af lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, når betingelserne er opfyldt, men ikke kan anvendes af honorarmodtagere (læs; B-indkomstmodtagere) på rejse med overnatning. Honorarmodtagere er kun berettiget til fradrag for de faktiske, dokumenterede udgifter på rejser.
Det er en utilfredsstillende forskelsbehandling som vi vil forsøge at få politikernes opmærksomhed rettet imod i den kommende tid. Årsagen til at honorarmodtagere ikke kan bruge standardfradragene er at de ikke er nævnt i ligningslovens § 9 A der omhandler de nævnte rejsefradrag. Det må dog samtidig nævnes at praksis ikke er ens over hele landet. Det betyder at nogle kommuner accepterer fradrag for honorarmodtagere efter standardsatserne mens andre ikke gør.
For god ordens skyld skitserer jeg lige betingelserne for rejsefradrag: Der skal være tale om midlertidigt arbejde i en afstand fra bopælen så lønmodtageren/den selvstændige ikke har mulighed for at overnatte hjemme.
Vedrørende broafgiften: For B-indkomstmodtagere (honorarmodtagere) gælder det at der er adgang til fradrag for den faktiske, dokumenterede udgift, men altså kun for den, der kan fremvise dokumentationen for betalingen. Jeg har endnu ikke set et forsøg på at dele udgiften/fradraget mellem flere honorarmodtagere, men det må vel være muligt.
For A-indkomstmodtagere kan der kun gives et standardfradrag på 90 kr. pr. passage, uanset at udgiften er større. Man skal samtidig kunne fremvise dokumentation for betaling af bropassagen med bil. I denne situation vil der ikke være tale om at kunne dele fradraget. For personer der tager offentlig transport (tog/bus) er fradraget kun 15 kr. pr. passage.
|
|
|
Fratrække studieudgift Jeg er klassisk sanger og sangpædagog og går med planer om at lave teambuilding/samarbejdstræning i virksomheder o.l.
I den forbindelse mangler jeg nogle uddannelsesmæssige kompetencer og er så heldig at være kommet ind på en 3-årig, privat, weekend-baseret psykoterapeut/coach-uddannelse. Studieafgiften andrager 16.500 kr. i to år og 12.500 kr. for det sidste år. Herefter står jeg med en ret unik uddannelseskombination med rigtig gode jobmuligheder. Jeg vil også gøre brug af de nylærte teknikker som sangunderviser under uddannelsesforløbet.
Kan jeg trække studieudgiften fra på nogen måde?
Svar: Ud fra din beskrivelse af situationen vurderer jeg at det kun er lidt sandsynligt at skatteforvaltningen vil godkende fradrag for studieudgifterne.
I de tilfælde, hvor sådanne udgifter er fradragsberettigede, drejer det sig om udgifter til efteruddannelse, ajourføring og vedligeholdelse af en allerede eksisterende uddannelse eller på anden måde tilegnet kompetence. Altså vedligeholdelse af noget allerede etableret.
Dvs. at når du er uddannet inden for sang og sangpædagogik og, formoder jeg, har arbejdet inden for de felter, så vil kurser inden for psykoterapi og coaching ikke være en ajourføring og vedligeholdelse af det som du i forvejen har beskæftiget dig med. Det vil derimod være en etablering af et nyt indkomstgrundlag; en videreuddannelse, som giver nye kompetencer hvilket jo bestyrkes af det du skriver om at du mangler uddannelsesmæssige kompetencer i den retning.
Og etableringsudgifter er ikke fradragsberettigede. Men det er svært at skelne mellem efteruddannelse og videreuddannelse og grænsen er da heller ikke skarp.
Jeg har for nylig haft en forespørgsel om fradrag for udgifter til et Kathrine Sadolin sangkursus af længere varighed for en i forvejen konservatorie-uddannet sanger som også havde arbejdet meget inden for feltet. I dette tilfælde gik skatteforvaltningen med til at give fradrag for udgiften med den konkrete begrundelse at man anså det for efteruddannelse da den omhandlede person i forvejen havde en højt kvalificeret sangeruddannelse og masser af erhvervserfaring, bl.a. som underviser.
Hvis du ønsker en afklaring af spørgsmålet om evt. skattefradrag, er der mulighed for at anmode den kommunale skatteforvaltning om et såkaldt bindende ligningssvar. Dvs. at du kan forespørge forvaltningen om de vil godkende fradrag for udgiften. Det koster 300 kr. i gebyr for sagens behandling. Forvaltningen er bundet af deres svar i 5 år.
I givet fald skal skatteforvaltningen have oplysninger om din forudgående uddannelse og din erhvervserfaring, fx i form af et CV med en supplerende beskrivelse. Dertil skal de have oplyst alle forhold omkring kurset; dets indhold, varighed, deltagerforudsætninger, pris osv. Oplysninger der formodentlig findes i et kursuskatalog eller på en hjemmeside.
Det er bedst hvis man får professionel hjælp til en forespørgsel om bindende ligningssvar så alle de oplysninger, der er vigtige for sagen, kommer frem. Man kan som DMF-medlem få hjælp til at anmode om bindende ligningssvar af undertegnede.
|
|
Skattefrihed for legater Jeg er violinstuderende på musikkonservatoriet. I maj/juni 2005 fik jeg to legater fra private fonde på henholdsvis kr. 10.000 og 6.000. Jeg skal bruge begge legater til to studierejser i udlandet her i 2006.
I 2004 blev jeg ligeledes bevilget to legater på i alt 28.750. Disse legater blev søgt med mit daværende nyerhvervede instrument for øje. Mit skattekontor afslog dog min anmodning om hel eller delvis skattefrihed for disse legater med den begrundelse at jeg stadig var studerende og at min indtægt ved spillejobs derfor ikke var min hovedindtægt. Jeg er derfor fuldstændig sikker på at de også vil kræve beskatning af disse legater. Hvordan argumenterer/beviser jeg disse rejselegaters anvendelse? Er det et problem at legaterne er uddelt i 2005, men først bruges i 2006? Det er jo for mig det samme studieår. Det skal siges at de nævnte legater i deres skrevne fundats nævner andre muligheder end rejseaktiviteter, men det er i mit tilfælde det jeg skal anvende dem til.
Er både rejse, ophold og lærerhonorar fradragsberettiget?
Svar: De legater du modtog i 2004 til instrumentkøb/-vedligeholdelse er almindeligt skattepligtige legater. Derfor er skattekontorets afgørelse på det punkt korrekt.
Derimod er der særlige regler om skattefrihed for legater der er ydet til studierejser i udlandet, og derfor bør der ikke ske det samme for 2005, som du oplevede for 2004. Men du skal foretage dig noget aktivt med selvangivelsen for 2005.
Det er en forudsætning at legatet er ydet til studierejse i udlandet så hvis et af dine legater er ydet uden særligt formål, kan det formodentlig ikke godkendes til skattefrihed.
Det er uden betydning om studierejsen foretages i et senere år end det er modtaget. Hvis du allerede på nuværende tidspunkt - eller i hvert fald inden selvangivelsesfristen den 1. maj - har planlagt hvornår og hvor længe studierejserne foregår, kan du lave et budget over økonomien, og der bør ikke opstå problemer selvom du måske ikke har foretaget studierejserne inden 1. maj.
Der er dog nogle forældelsesregler som sætter grænser for hvor længe man kan vente med at foretage studierejsen. For at få skattefrihed for studierejselegater, som benyttes senere, skal man have genoptaget skatteansættelsen for tildelingsåret, og det skal man normalt gøre inden 1. maj i det fjerde indkomstår efter tildelingsåret.
Skattefriheden opnås ved at du retter de indberettede legatbeløb i selvangivelsen i overensstemmelse med det regnskab, som du udfærdiger over anvendelsen af rejselegaterne. Du får skattefrihed i det omfang legaterne er opbrugt. Hvis der stadig er penge tilbage efter beregningen, bliver du foreløbig beskattet af dem, men du har mulighed for at bruge dem senere og opnå skattefrihed.
Du kan anvende følgende udgiftsarter til beregning af skattefriheden: dokumenterede udgifter til rejse mellem Danmark og studiestedet (typisk flybillet) dokumenterede udgifter til betaling af undervisningsafgifter, dvs. i dit tilfælde lærerhonorarer standardsatser for ophold på studiestedet (eller alternativt dokumenterede udgifter for samme)
Standardsatser for ophold på studiested i udlandet: Fortæring og småfornødenheder: (2005) 408 kr./ (2006) 417 kr. pr. døgn
Logi: (2007) 184 kr. pr. døgn. Se aktuelle skattesatser på her
Du kan nøjes med at ændre de indberettede legater til 0 kr. på selvangivelsen (rubrik 17) hvis de er opbrugt. Du har ikke pligt til at vedlægge regnskabet. Du skal under ingen omstændigheder vedlægge kvitteringer m.v., da der er risiko for at de bortkommer. Du kan også anvende tast-selv via www.skat.dk i stedet for at indsende papir-selvangivelsen.
|
|
Band som virksomhed Vi er et band der skal til at udgive en cd, og vi går og tænker meget på om vi skal momsregistreres som band eller bare registreres på anden måde. Vi kommer nok til at have nogle fælles udgifter til fx tøj (med påtrykt bandnavn til at sælge) og lignende. Altså nok et fælles lån i banken, en kassekredit. Vi har ikke købt fælles gear, og det er bestemt ikke meningen. Men der er jo fælles udgifter til fx studie og øvelokale - kan man ikke spare nogen penge på denne måde?
Vi har lidt svært ved at overskue konsekvenser, muligheder og ulemper ved det. Jeg har læst jeres svar på "bandaftaler", så du behøver ikke skrive om de samme emner men bare lige et par råd og lidt vejledning?
Svar: Først og fremmest kan jeg fortælle at udøvende kunstnere, herunder musikere/bands, ikke er momspligtige, selvom det drives som selvstændig virksomhed. Derimod er salg af cd'er eller anden merchandise (fx T-shirts) momspligtigt da det er salg af varer. Pligten til at lade sig momsregistrere indtræder dog først fuldt ud ved en årlig omsætning på over 50.000 kr. Indtil da er det frivilligt om man lader virksomheden momsregistrere. I givet fald skal bogholderiet for band (ikke momspligtig) og cd- og merchandise-salg (momspligtig) holdes adskilte.
Dernæst er det sådan at et band kan "køre" uden at være selvstændig virksomhed, men det er da en mulighed at bandet oprettes som et såkaldt interessentskab (I/S). Jeg kan endvidere forestille mig at en bank gerne vil se en I/S-kontrakt mellem bandmedlemmerne før de opretter en erhvervskassekredit.
Hvis en eller flere af medlemmerne i bandet er medlem af en a-kasse, fx FTF-A som DMF er tilknyttet, skal man rådføre sig med forbundets A-kasseService før man begiver sig ud i noget med selvstændig virksomhed. Det samme kan siges hvis man er under uddannelse og forudser at man ved endt uddannelse indmelder sig som dimittend i A-kasse.
Der er nemlig stor forskel på hvordan lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende behandles i A-kasse systemet. I værste fald mister man sin ret til at få (supplerende) dagpenge hvis man har selvstændig musikvirksomhed som hovedbeskæftigelse.
Hvis man desuagtet ønsker at drive bandet som virksomhed, hvilket der unægteligt er nogle økonomiske fordele ved, skal man ikke registrere virksomheden i CVR (Det Centrale Virksomhedsregister). Det er kun i det tilfælde at I fx har lejlighedsvis udbetaling af honorarer til andre end de der deltager i virksomheden, eller lønudbetalinger til andre. Så skal I registreres som arbejdsgivere.
Man kan altså nøjes med at bogføre løbende og udfærdige årsregnskab med resultatopgørelse og balance og indsende dette sammen med selvangivelsen, samtidig med at man noterer overskuddet ved virksomheden i den tilhørende rubrik. Man skal have en udvidet selvangivelse; den kan hentes på www.skat.dk under borger/blanketter.
Hvis I ikke ved hvordan man laver regnskab mv., kan en revisor hyres til formålet. Men man kan også læse sig til en del i Kunstnernes Beskatning, en vejledning der er udgivet af Dansk Kunstnerråd. Vejledningen sendes gratis til medlemmer af DMF og kan hentes som PDF fra www.dmf.dk/skat.
Jeg kan desuden henvise til disse links vedrørende start af virksomhed:
www.startguiden.dk www.webreg.dk www.skat.dk (se under borger/flere emner/iværksætter)
|
|
Køb af instrumenter og udstyr uden for EU I forbindelse med at jeg skal til USA senere på året, har jeg planer om at købe en saxofon derovre og bringe med hjem. Grunden er naturligvis, at prisen på instrumenterne er meget lavere end i Danmark. Hvordan forholder det sig så med fradrag for udgifterne, når saxofonen er købt i udlandet? Nogle af mine bekendte har sagt at jeg skal betale told, mens andre siger at det ikke er nødvendigt. Hvad er det rigtige?
Svar: Når man indfører varer til Danmark som rejsende, dvs. at man indfører tingene personligt som rejsegods til forskel fra handel over Internettet eller andet, så skelnes der mellem om man indrejser fra et EU-land eller fra et ikke EU-land. Hvis det er fra et EU-land, skal der ikke betales told. Har man derimod - af en eller anden grund - ikke betalt moms på den vare man indfører, skal der betales dansk moms.
Indfører man varer fra et ikke EU-land som fx USA, skal der betales både told og dansk moms ved indførslen af varen. For så vidt angår genstande til personligt brug, gælder der en bagatelgrænse på 1.350 kr. Dvs. at hvis den samlede indførsel af varer ikke overstiger bagatelgrænsen, slipper man for både moms og told. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det kun gælder genstande til privat brug og altså ikke genstande man skal bruge til sit erhverv. Hvis det er genstande til brug ved ens erhverv gælder der ingen bagatelgrænse.
Det er altså værd at huske på at indkøbene fordyres en del ved indførslen af varer fra ikke EU-lande, fordi man skal betale told og moms. Dansk moms er 25 % og ved indførsel fra ikke EU-lande beregnes momsen af "toldværdien tillagt eventuel told", dvs. af varens købspris i udlandet tillagt told.
For parfume, alkohol, cigaretter og visse andre varer gælder der nogle kvantumbegrænsninger på hvor meget man må indføre. Indførsel af disse varer er uafhængig af den nævnte bagatelgrænse.
Toldsatsen varierer, men for fx blæseinstrumenter, der ikke er messingblæseinstrumenter, som din saxofon, er toldsatsen 3,2 %.
Helt praktisk skal man gøre det, når man ankommer til den danske lufthavn, at man tager den røde indgang, hvor man kontakter tolderne og udfærdiger de nødvendige papirer (tolddeklaration). Hvis man på nogen måde er i tvivl om man skal betale told og dansk moms ved indførslen af det man har købt i udlandet, kan det tilrådes at få afklaret spørgsmålet i tolden ved den røde indgang. Hvis man indfører varer ulovligt, og det senere bliver opdaget, kan der komme en bøde oveni told og momsafgift.
Trine Budtz
|
|
Fradrag for kørsel Vi er et fasttømret orkester med løse jobs. Vi driver det ikke som selvstændig virksomhed, men vi deler alle indtægter og udgifter. Vi har leaset en lastbil i fællesskab.
Når jeg tager på job, kører jeg som regel i egen bil fra København til byen F. Der pakker vi så vores lastbil og kører videre til spillestedet. Vi har øvelokale i F, så derfor kører jeg dertil for at pakke inden jobs og kører videre i lastbilen. Vil SKAT godtage mit fradrag for kørsel fra København til F som erhvervsmæssig befordring?
Svar: Hvis I deler alle indtægter og udgifter og leaser lastbilen i fællesskab kunne det godt se ud som om I driver selvstændig virksomhed. Men jeg kan jo ikke se hvorledes I opgør indkomsten rent skattemæssigt. Uanset jeres skattemæssige status er der i hvert fald følgende at sige:
Du er ikke "ren" lønmodtager i denne bandsammenhæng; du er enten honorarmodtager eller selvstændig. Lønmodtagere på A-indkomst kan ikke få fradrag efter den høje sats, selvom de har skiftende arbejdssteder.
Da du enten er honorarmodtager eller selvstændig kan du få fradrag for erhvervsmæssig befordring med den høje sats i forbindelse med spillejobs og øvning. Dvs. at Skatterådets høje sats for kørsel i egen bil kan anvendes, når du kører i egen bil, og du kan desuden få fradrag for din andel af de faktiske udgifter til leasing af lastbilen m.v. for den strækning, der er mellem opsamlingsstedet i F og spillestedet.
Men der er begrænsninger på fradraget. Det er min vurdering at SKAT vil sige at opsamlingsstedet/øvelokalet i F udgør et "fast arbejdssted". Kørsel til et fast arbejdssted anses kun for erhvervsmæssigt i de første 60 arbejdsdage inden for en periode på 24 måneder.
Dvs. at hvis du kører så meget til F at kørslen overstiger 60 arbejdsdage i den til enhver tid eksisterende 24 måneders periode bagud, så kan du ikke få fradrag for den høje sats ud over de første 60 dage. Kørsel til øvning tæller også med i de 60 dage.
Derimod vil du kunne få fradrag efter den lave sats, den der også gælder for lønmodtagere, når du har passeret de 60 arbejdsdage. Det er den sats hvor man ikke får fradrag for det første 24 kilometer pr. dag osv. Der er tale om et ligningsmæssigt fradrag i selvangivelsens rubrik 51.
Trine Budtz | skatterådgiver
|
| |
|
|
|
|
 |
| Dansk Musiker Forbund
• Sankt Hans Torv 26 • DK-2200 København N • e-mail: dmf@dmf.dk • Tel: 35 240 240 • Fax:
35 240 250 |
|
 |
Støtte fra de kollektive rettighedsmidler 1. oktober er næste frist for at søge økonomisk støtte til udgivelse, faglig dygtiggørelse, studieophold i udlandet mv. læs mere
Kunstnerbolig i Italien Ledige uger til ophold i refugiet i Italien for resten af 2010. Se nederst på siden. læs mere |
 |
|