Salg eller PR
Først skal man gøre sig klart om formålet er salg, PR eller evt. begge dele. Hvis formålet udelukkende er at fremstille et mindre antal cd'er som reklame, kan udgifterne udmærket fradrages i det almindelige regnskab som reklameudgift, men forudsætningen er altså at der ikke sælges af cd'en.
Skal man sælge cd'er, og er man i øvrigt lønmodtager og medlem af en A-kasse med status af lønmodtager, er det vigtigt at man på forhånd undersøger om A-kassen kan godkende produktion og salg af cd som selvstændig bibeskæftigelse.
|
 |
Har man ikke på forhånd gjort det, risikerer man problemer med at modtage arbejdsløshedsdagpenge, hvis man kommer i den situation. Hvis man aktuelt modtager dagpenge, evt. supplerende dagpenge, er det helt nødvendigt at søge om tilladelse til den selvstændige bibeskæftigelse. Desuden skal man vide at start af en selvstændig bibeskæftigelse betyder forskellige indskrænkninger i dagpengeretten. I givet fald: Kontakt A-kasseService i DMF der har erfaring med disse sager.
Driver man i forvejen selvstændig virksomhed som musiker eller som band og ikke er medlem af en A-kasse kan man naturligvis se bort fra A-kassereglerne.
Adskil cd-salg fra øvrig økonomi For musikere, der er lønmodtagere, er det endvidere vigtigt at holde økonomien vedrørende produktion og salg af cd'er helt adskilt fra økonomien vedrørende arbejdet som musiker, da en sammenblanding vil medføre risiko for, at det hele anses for selvstændig virksomhed. Den andel af fremstillede cd'er der skal anvendes som reklamemateriale skal man derfor købe af sin virksomhed der til gengæld bogfører salget i sin omsætning.
Moms ikke påkrævet Hvad med moms? Som udgangspunkt er salg af varer, herunder cd'er, momspligtig virksomhed. Imidlertid gælder det at momsregistrering af virksomheden er frivillig op til en årlig omsætning på 50.000 kr. (ekskl. moms). For langt de fleste vil man ikke nå op på en omsætning derover, og man kan derfor overveje om det overhovedet er nødvendigt. Gevinsten ved at momsregistrere står formodentlig ikke mål med det administrative arbejde med det når det kun drejer sig om en lille produktion.
Momsregistrering af sin virksomhed kan gøres via www.webreg.dk.
Opgøre lager Når man sælger varer er man omfattet af varelagerloven. Man skal således foretage opgørelse over sit varelager ved årets slutning. De udgifter der vedrører solgte varer kan fradrages ved opgørelse af indkomsten, mens værdien af usolgte varer overføres til det efterfølgende år som lagerbeholdning. Dvs. at man skal være forberedt på at man ikke kan fradrage hele produktionsudgiften på én gang, og det er hér mange går galt i byen.
Når det handler om salg af cd'er i denne slags mindre oplag, vil der normalt ikke være andre omkostninger forbundet med salget end selve fremstillingsomkostningerne og evt. forsendelsesomkostninger, og jeg vil derfor holde mig til den mest enkle beskrivelse.
Ved opgørelsen af varelageret kan man vælge mellem to forskellige værdiopgørelsesmetoder, og man kan skifte mellem metode 1 og 2:
1. Dagspris
2. Kostpris, som kan være enten fremstillingsprisen eller indkøbsprisen.
Når man selv har produceret og fremstillet en cd vil fremstillingsprisen være kostpris. Den opgøres pr. styk.
Eksempel:
500 cd'er fremstilles til en samlet udgift af 36.000 kr. Fremstillingsprisen er da 72 kr. pr. styk. Det første år sælges 250 styk, dvs. halvdelen. Det andet år sælges 150 styk, og der er derefter 100 tilbage til det tredje år hvor der sælges 10 styk, og hvor resten nedskrives til 0 kr. som dagspris (usælgelige).
|
År 1
|
|
| Varelager primo |
0 kr. |
| Åres udgift (fremstillingsprisen) |
36.000 kr |
| Varelager ultimo (kostpris/fremstillingspris) |
18.000 kr |
| Årets vareforbrug (driftsudgiften, der kan trækkes fra): |
18.000 kr |
|
|
|
År 2
|
|
| Varelager primo |
18.000 kr |
| Varelager ultimo (kostpris/fremstillingspris) |
7.200 kr |
| Årets vareforbrug (driftsudgiften, der kan trækkes fra): |
10.800 kr |
|
|
| År 3 |
|
| Varelager primo |
7.200 kr |
| Varelager ultimo (dagspris: 90 styk á 0 kr.) |
0 kr |
| Årets vareforbrug (driftsudgiften, der kan trækkes fra) |
7.200 kr |
Indtægtssiden ved cd-salget vil se sådan ud, idet cd'erne i eksemplet sælges for 100 kr. pr. styk:
| År 1 |
|
| Omsætning (250 styk á 100 kr.) |
25.000 kr |
|
|
| År 2 |
|
| Omsætning (150 styk á 100 kr.) |
15.000 kr |
|
|
|
År 3
|
|
| Omsætning (10 styk á 100 kr.) |
1.000 kr |
Bemærk derfor at de to første år vil give overskud mens det 3. år giver underskud. Hvis man udtager eksemplarer til familie og venner, er omkostningen vedrørende disse ikke fradragsberettigede, men skal fremgå af opgørelsen som 'udtaget til privat brug'.
Skatterådgiver Trine Budtz
|