Her kan du downloade den seneste rammeaftale mellem Dansk Musiker Forbund og Solistforeningen og DR om professionel vokal eller instrumental musikalsk medvirken i DR Produktioner som solist eller i ensemble.
Nedenunder finder du en oversigt over honorar-satserne for hhv. radio- og tv-produktioner.
Rammeaftale (PDF)
Honorar - tv (PDF)
Honorar - radio (PDF)
--------------------------------------------------------------------------
Vejledning
Dansk Musiker Forbund har sammen med Solistforeningen af 1921 forhandlet nye aftaler på solistområdet efter at Danmarks Radio havde opsagt de gamle overenskomster.
Fra 1. januar 2004 er der således indgået 2 aftaler:
- Rammeaftale om DR transmissioner. Klik her
- Rammeaftale om professionel vokal eller instrumental musikalsk medvirken i DR produktioner som solist eller i ensemble.
Overenskomsten om 'kollektiv medvirken' (medvirken i orkestre med kapelmestre m.m.) er forhandlet i nov. 2004 og kan findes her på sitet i menuen til venstre.
Nedenfor gives en kortere beskrivelse, men medlemmerne opfordres til at læse aftalerne i deres helhed og kontakte forbundene ved eventuelle tvivlsspørgsmål.
Rammeaftalen - DR Produktioner:
Dækningsområde: Aftalen er principielt en medlemsaftale og det er således kun medlemmer af DMF og/eller Solistforeningen af 1921 som direkte er omfattet af aftalen. Hvis der medvirker uorganiserede kunstnere i et ensemble sammen med de organiserede, vil DR honorarmæssigt sidestille de uorganiserede med de organiserede kunstnere.
Da Dansk Artist Forbund og Dansk Solist Forbund har indgået tilsvarende medlemsaftaler, der imidlertid på væsentlige punkter adskiller sig fra vore aftaler, vil DR honorere uorganiserede efter den aftale, som dækker de fleste organiserede kunstnere i ensemblet.
Som noget nyt er aftalen IKKE gældende, såfremt medlemmerne engageres gennem en firmakonstruktion. Det er derfor meget nødvendigt at sikre sig, at der er tale om et personligt engagement og at dette fremgår af kontrakten med navn og personnummer.
Såfremt medlemmerne selv ønsker at lade sig engagere gennem en firmakonstruktion, skal ALLE forhold omkring honorering og rettighedsafgivelse afklares i den enkelte kontrakt. Det skal stærkt anbefales, at medlemmerne kontakter forbundene for yderligere rådgivning herom.
Aftalen gælder heller ikke såfremt DR har udliciteret produktionen eller dele heraf.
Læs i øvrigt rammeaftale for øvrige undtagelser fra dækningsområdet samt det tilhørende protokollat.
Kontraktindgåelse: Det er aftalt med DR, at der snarest udarbejdes en standard-kontrakt, som leder kunstneren gennem de valgmuligheder, der skal tages stilling til ved kontraktindgåelsen.
Medlemmerne opfordres til at kontakte forbundene inden kontrakt indgås således, at der ikke opstår misforståelser samt sikrer, at alle forhold er belyst i kontrakten.
Honorering: Det understreges, at aftalens honoreringssatser er minimumssatser og alle medlemmer er således frit stillet med hensyn til at stille krav om højere honorering.
Rettighedsafgivelse: Det gamle system med genudsendelseshonorarer er bortfaldet og erstattet med 2 modeller (og 1 særregel) for rettighedsafgivelse og der skal ved kontraktindgåelse vælges mellem disse modeller.
Model 1 - 'Bølgen' For førstegangshonoraret modtager DR ret til at udnytte produktionen frit i en periode på 30 dage fra første udnyttelse af produktionen.
DR kan anvende produktionen med fri opdeling. Dette gælder dog ikke på skæringsniveau on-demand (ikke downloading) på nettet, medmindre kunstneren har givet sit samtykke hertil. Der skal således tages stilling til dette ved kontraktindgåelsen.
DR kan efter udløbet af de 30 dage 'købe' en ny 'bølge' mod betaling af 50% af førstegangshonoraret.
Model 2 - '4 udsendelser + 1 on-demand periode' For førstegangshonoraret modtager DR ret til 4 udsendelser inden for 4 år samt 1 peiode på 30 dage on-demand (ikke downloading) på nettet.
DR kan anvende produktionen med fri opdeling. Dette gælder dog ikke på skæringsniveau, medmindre kunstneren har givet sit samtykke hertil.
Der skal således tages stilling til dette ved kontraktindgåelsen.
DR kan efter udløbet af disse rettigheder 'købe' nyt tilsvarende rettigheder mod betaling af 50% af førstegangshonoraret.
Særregel: Det kan aftales med kunstneren - og det skal fremgå af kontrakten - at DR mod et honorar på 100% af det samlede førstegangshonorar, at DR erhverver ret til ubegrænset udnyttelse - samlet eller opdelt - i en periode på 10 år fra første udnyttelse. Dette gælder for produktioner, hvori medvirker musikere, hvis overenskomst eller ansættelsesforhold giver en tilsvarende ret til ubegrænset udnyttelse. |